Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
36-årig ny generalsekretær for BWA

36-årig ny generalsekretær for BWA

Ung familiefar med stor viden og entusiasme skal lede baptisternes verdensorganisation

Elijah Brown har haft det, man vil kalde en kometkarriere. I en alder af 36 år har han allerede været professor i teologi og ledt et fakultet på et universitet og det sidste år har han været generalsekretær for en af Nordamerikas store baptist-organisationer. Og nu er han valgt til at blive den næste generalsekretær i Baptisternes Verdens Alliance, BWA, fra 1. januar 2018.
Han er et smittende menneske, med stor entusiasme, viden og integritet. Og han strør om sig med fakta, der skal understrege hans håb for fremtidens baptister – og kristne.

Forfulgte, unge nye baptister

Når han skal introducere verdens baptister, gør han det med tre observationer:
”For det første er der religionsforfølgelse i mange lande i dag. Og 78% af verdens baptistkirker ligger i områder, der lider under enten stor eller meget stor forfølgelse.
For det andet er vi midt i en global vækkelse, hvor mange mennesker bliver kristne. Især i Afrika, Asien og Latinamerika. I Afrika er baptistkirkerne vokset med 800% de sidste 25 år. Baptisterne i Europa er i samme periode gået tilbage med 1%, og amerikanernes kirker med 25%.
For det tredje bliver de kristne yngre og yngre. Når vi skal mødes i Rio til Celebration 2020 (Det der tidligere blev kaldt kongres, red.) så vil 50% af verdens baptister være under 40 år og 70% vil være under 45 år.
Så baptisterne vil være unge mennesker, der er nye i troen og er blevet forfulgt for deres tro.”
Den virkelighed, som Elijah Brown skitserer, virker langt fra den danske kontekst, hvor de fleste danske baptistmenigheder oplever det modsatte. Gennemsnitsalderen i de fleste danske baptistmenigheder er højere år for år.

Elijah med sin kone, Amy og deres yngste datter Keziah.

Dygtig fundraiser

Den kommende generalsekretær kommer ind i BWA i en periode, hvor økonomien strammer, og hvor der har været personale-indskrænkninger. Han skal være med til at gennemtænke en ny ledelsesstruktur for de ansatte i BWA. Fire direktørstillinger står ledige og skal måske omdefineres. Der skal tænkes kreativt omkring fundraising – hvilket Elijah har bevist i en anden baptist-verdensorganisation, Wilberforce Foundation, at han kan.
”Vi skal primært få enkeltpersoner og kirker til at støtte BWA”, erklærer han. I Wilberforce har han således på tre uger skaffet over 50.000 $ i online-donationer til at få 75 baptistpræster ud af Syrien for at uddanne dem til arbejdet hjemme i Syrien.
”Er formålet klart, vil folk gerne støtte”, siger han.

Kulturskiftet – og generationsskiftet –  i BWA blev italesat, da Elijah Brown blev præsenteret for HR-komiteen. Formanden, den tidligere BWA-præsident John Upton pegede på stolen ved siden af sig og sagde ”Værsgod, sæt dig her, Dr. Brown”, hvortil den kommende generalsekretær svarede ”Kald mig endelig Elijah”. Den afgående generalsekretær har insisteret på at hedde Dr. Callam.

Far til tre små børn

Elijah er gift med Amy, og sammen har de tre børn mellem tre år og fem måneder. Netop dette har været en bekymring for flere af dem, der har ansat ham. Men både han og Amy forsikrer, at de prioriterer familien og deres indbyrdes relation højt.
Elijah Brown afløser Neville Callam på posten som generalsekretær. Det bliver et reelt generationsskifte, da Callam går på pension som 65-årig, og flytter hjem til Jamaica, hvorfra han kom, da han blev generalsekretær i 2007.
Elijah Brown behøver ikke flytte, da han bor i nærheden af Washington DC, hvor BWAs hovedkontor har til huse.