Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
BWA-markering af anabaptisterne

BWA-markering af anabaptisterne

18/07/2018

BWA, Baptisternes Verdens Alliance holdt sit årlige møde i Zürich, Schweiz, i år. Der var 320 deltagere fra 46 lande. Årsagen til at mødet holdtes i Schweiz var en invitation fra den reformerte kirke, som gerne ville holde en forsoningsgudstjeneste. Det var i Zürich de første anabaptister blev dræbt for deres overbevisning i 1527 af Zwingli og hans trosfæller i den nye reformerte kirke. ”Det var en bevægende oplevelse, at baptister og reformerte stod sammen i den kirke, hvor Zwingli og hans første elever havde studeret bibelen og oversat den til tysk. Og hvor nogle af de studerende mente, at Zwingli dels var for tæt relateret til byrådet og den politiske magt, og dels mente at han ikke gik langt nok, især i forholdet til dåben. Derfor var der tre unge venner, der døbte hinanden i en af byens fontæner. Rørende at stå her, hvor de første baptister tog konsekvensen af deres tro – og døde for den,” fortæller generalsekretær Lone Møller-Hansen.
Hun deltog også i en gudstjeneste i den grotte 40 km fra Zürich, hvor de første baptister søgte hen, da de blev forfulgt. ”Døbergrotten” bliver den kaldt. Når 1500-tallets baptister havde holdt gudstjeneste og gik hver for sig af smalle skovstier, vidste de aldrig, om de så hinanden igen – før i Himlen.
Anabaptist betyder gendøber og var datidens øgenavn for døberne. Ad kringlede veje er anabaptisterne forfædre til nutidens baptister, og det samme kan mennonitterne og amish-folket med god ret hævde.