Menighedsforsendelse 11. oktober 2017

Dagsorden og tilmelding til LK2 samt noget om momskompensation og BWA-dag.

Kære menigheder

Landskonference 2

Som tidligere skrevet afholdes landskonference 2 d. 18. november kl. 10.00-16.00 på Rosborg Gymnasium, Vestre Engvej 61, 7100 Vejle.
Hermed udsendes program/dagsorden og budgetforslag. Som det fremgår, skal vi tale om inklusion, budget, baptist.dk samt præstespirer og menighedsansættelser.
Hver menighed kan sende tre repræsentanter og landsorganisationerne to – men alle er velkomne til at deltage i dagen. Det koster 125 kr., som betales med Dankort ved tilmelding, der skal foretages her senest 12. november.

Momskompensationen bevares i 2018

Regeringen har, efter kritik fra mange sider, valgt at bevare momskompensationsordningen i finansloven for 2018. Det skulle betyde, at der i 2018 udbetales kompensation for momsudgifter afholdt i 2017 efter de hidtil gældende regler. Det betyder dog ikke, at ordningen er sikret fremover, så hermed gentages en henstilling fra tidligere: Budgettér ikke med momskompensation, når I planlægger større renoveringer, byggerier mv. Som vi har set, kan ordningen afskaffes eller ændres med få måneders varsel, også for udgifter som allerede er afholdt.

BWA-dag 2018

I 2018 holdes BWA-dagen d. 4. februar. Materiale (på engelsk) findes nu på BWAs hjemmeside her.

Læs også dagens nyhedsbrev

Får du det ikke direkte i indbakken, kan du tilmelde dig under ’Nyheder’ på den nye hjemmeside eller finde nyhedsbrevene her.

 

Mange hilsner
Gitte Elleby Jørgensen

URL: https://baptistkirken.dk/vaerktoj/menighedsforsendelse-11-oktober-2017/