baptistkirkendk,
Siden 2023 har vi samlet ind til sundhedsarbejde i Chin Staten og Mizoram i Indien.
I grænseområdet mellem Myanmar og Indien lever tusindvis af mennesker fra Chin Staten som internt fordrevne eller flygtninge. Konflikten i Myanmar betyder at store dele af sundhedssystemet i Chin Staten er brudt sammen. Mange familier er flygtet til Mizoram i Indien, hvor adgangen til lægehjælp og medicin er begrænset. Baptistkirken i Danmark samarbejder med organisationen Chin Health Organization, CHO, der arbejder både i Chin State og blandt flygtninge i Mizoram. (Se faktaark om CHO her.) Organisationen driver klinikker og foretager mobile sundhedsbesøg. CHO hjælper blandt andet gravide, børn under fem år, mennesker med handicap og familier med akutte sundhedsbehov. I 2025 ydede CHO primær sundhedspleje til omkring 8.595 flygtninge gennem otte klinikker i Mizoram. Behovet er fortsat stort, fordi nye flygtninge stadig ankommer.
Baptistkirken i Danmark støtter specifikt indkøb af livsvigtig medicin til CHO’s flygtningeklinikker. Støtten er konkret og afgørende: Den er med til at sikre medicin på hylderne, så børn, gravide, ældre og nyankomne flygtninge kan få basal behandling.
Hjælp til flygtninge fra Myanmar er månedens indsamling i BaptistKirkens kollektplan. Du kan også støtte flygtningene direkte ved at sende et beløb til MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.
URL: https://baptistkirken.dk/indsamling-til-livsvigtig-medicin-til-flygtninge-fra-myanmar/