baptistkirkendk,
Ledelsen var samlet lørdag og behandlede en del sager, da der er mange emner i spil i denne tid.
Ledelsen har udarbejdet et forslag til en samtale- og samværspolitik for vores nationale samlinger. Forslaget er sendt til kommentering hos Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund og Danske Baptisters Spejderkorps, fordi – selv om det er en politik for BaptistKirken – vil ledelsen også gerne høre deres holdning til forslaget.
Sammen med en gruppe arbejdes der med forslag til ordination og akkreditering af kirkens præster. Det arbejde er næsten færdigt.
Ledelsen har også startet en gruppe, som skal se på en revurdering af beregningen af bidrag fra menighederne til BaptistKirken. Er den nuværende ordning med 7,5 % af de indsamlede midler den optimale løsning, eller er der andre og bedre måder?
Forslagene til samtale- og samværspolitik, ordination og akkreditering og eventuelt en ny bidragsmodel vil blive fremlagt til drøftelse og vedtagelse på Landskonferencen den 3. oktober 2026.
URL: https://baptistkirken.dk/nyt-fra-baptistkirkens-ledelse-4/