baptistkirkendk,
I sidste uge fik vi den glædelige nyhed, at vores ansøgning om et projekt kaldet ‘Hope for Ukraine’, er blevet støttet med knapt 2,8 mio. kr. af CISUs såkaldte Naboskabspulje. Projektet skal styrke psykosocial trivsel og modstandskraft blandt krigsramte børn og familier i Ukraine. Målgruppen er ca. 2.500 børn, 80 veteranfamilier, 500 frivillige samt lokale myndigheder.
Indsatsen gennemføres i fire områder i Ukraine (Lviv, Rivne, Ternopil og Vinnytsia). Hovedaktiviteterne er børnelejre med fokus på traumebehandling, familieretreats for veteranfamilier, træning og uddannelse af projektfolk og frivillige samt træning i det, der kaldes safeguarding (som skal sikre, at børn, familier og veteraner kan deltage trygt og værdigt – og at der handles klart og ansvarligt, hvis noget går galt).
”Det er virkeligt glædeligt, at vi nu kan hjælpe mange flere børn og familier i Ukraine. Alle er berørte af krigen – nogle mere end andre. Jeg besøgte Ukraine i juni og så det værdifulde arbejde, der udføres blandt nogle af de mest udsatte børn. Disse lejre er af uvurderlig betydning for både børnene og ikke mindst mødrene der ofte står alene med ansvaret for at opdrage børnene i en svær tid”, siger Morten Kofoed, BaptistKirkens internationale missionssekretær.
Husk fortsat Ukraine og projektet i jeres forbøn.
URL: https://baptistkirken.dk/nyt-projekt-i-ukraine/