Om temadag, stævne og tolkning.
Kære menigheder
Hvem har ansvaret for oplæring i den kristne tro, når det gælder vore børn og unge? Hvem har ansvaret for, at forældre får hjælp til at indføre deres børn i den kristne tro? Er det menighedsrådet? Er det præsten? Eller er det børne- og ungdomsmedarbejderne? Og hvor har vi et velkomponeret materiale, der kan anvendes til en sådan trosoplæring?
I mange menigheder synes det, som om ansvaret er faldet på gulvet mellem de nævnte. Det vil vi samle op på, og vi vil drøfte, hvordan vi løser opgaven i fællesskab. Vores udfordring er blevet formuleret sådan: ’Kun den menighed, der er bevidst om at overlevere troen til børn og unge, overlever!’
Temadagen er planlagt af repræsentanter fra BBU og Spejderkorpset i samarbejde med Teologisk Forum. Programmet er vedhæftet og kan også læses her. Vi opfordrer jer til at forberede jer lokalt ved at tage en god drøftelse hjemme i menigheden efter ferien. Programmet indeholder et oplæg hertil. Og så er vi spændte på, hvad I – i jeres menighed – kan bidrage med, når vi mødes i Odense. Vil vi sammen tage ansvar for, at troen overleveres til næste generation af børn og unge?
Sommerstævnet nærmer sig, og vi glæder os til at mødes med mange af jer i Lindenborg i næste uge og til Landskonferencen d. 25.-26. juli.
Sekretariatet er stævnelukket men vi kan træffes på telefon og mail, hvis der opstår hastesager.
Vær opmærksom på denne notits i dagens nyhedsbrev, hvis der i jeres menighed er stævnedeltagere, som har behov for at få tolket til engelsk:
På sommerstævnet bliver alle formiddagsmøder og aftenmøder i hallen tolket til engelsk.
For at benytte denne service skal man på forhånd på sin telefon downloade app’en ’BeONAIR Listener’, der kan hentes gratis i App Store eller Google Play, og så kan man få udleveret en vejledning i stævneinformationen ved ankomst.
Fortæl dette til dem fra din menighed, som kan have brug for simultantolkning, så de kan downloade appen inden stævnet – ellers er der net i informationen.
Mange hilsner
Gitte Elleby Jørgensen
URL: https://baptistkirken.dk/vaerktoj/menighedsforsendelse-18-juli-2018/