Menighedsforsendelse 18. maj 2020

Om genåbning af kirker, gudstjenestelister, gudstjeneste-bookingsystem og regnskaber i Trossamfundsregistret.

Kære menigheder

Retningslinjer for genåbning af kirkerne

Kirkeministeriet har udsendt retningslinjer for genåbning af kirker mm.
Retningslinjerne er sendt pr. mail til kontaktpersonerne i Trossamfundsregistret, og de vedhæftes også her.

Hovedpunkterne i retningslinjerne er:

Forsamlingsforbuddet gælder ikke i kirkerne (men det gælder udenfor, bortset fra ved begravelser/bisættelser)
Der skal opsættes informationsmateriale om Covid-19 fra Sundhedsstyrelsen
Der skal være adgang til håndvask/håndsprit
Der skal være fire kvadratmeter gulvareal pr. person (ansatte og frivillige medvirkende tæller ikke med)
Der skal mindst være en meter imellem personer – to meter hvis I synger (’fra næsetip til næsetip’)

Vi arbejder på at oversætte retningslinjerne til et eller evt. flere chin-sprog.

Gudstjenestelister

Tidligere fremsendte gudstjenesteoplysninger vil ikke blive bragt i nyhedsbrevet. Så snart I begynder at holde fysiske gudstjenester igen, bedes I fremsende nye lister. Gudstjenestelister tages først med i nyhedsbrevet igen, når der er modtaget oplysninger fra nok menigheder til, at det giver mening.

Gudstjeneste-booking

Michael Frost fra Roskilde Baptistkirke har lavet et gudstjeneste-tilmeldingsprogram, som han har stillet til rådighed for alle menigheder. Man kan angive, hvor mange der må være i kirken, og kun det antal kan tilmelde sig – så risikerer man ikke, at folk kommer forgæves til gudstjeneste. Se mere her: https://book-gudstjeneste.dk/

Regnskaber i Trossamfundsregistret

Den 31. maj er der frist for at uploade årsregnskab til Trossamfundsregistret. Det er der hele to udfordringer i:

For det første: Som mange har konstateret, er den tekniske løsning endnu ikke på plads, så det er endnu ikke muligt at uploade. Kirkeministeriet har lovet at give besked, så snart de er klar.

For det andet: Mange menigheder har ikke haft mulighed for at holde årsmøde, og har dermed ikke et godkendt regnskab at uploade.

Hvad det første angår kan vi bare vente på at få besked.

Hvad angår det andet har vi fået oplyst fra Kirkeministeriet, at de arbejder på en ændringsbekendtgørelse, som gennem en forlængelse af fristen vil tage højde for den nuværende situation. Den lader imidlertid vente på sig. Hvis det viser sig, at der ikke kommer en udsættelse, anbefaler BaptistKirkens ledelse, at menighederne uploader et menighedsrådsgodkendt, revideret regnskab, og samtidig skriver til Kirkeministeriet, at et godkendt regnskab ikke foreligger på grund af Corona-restriktionerne.

Hold øje med informationer fra Kirkeministeriet i e-mails og e-boks. Fra Sekretariatets side vil vi supplere med information, så snart vi har den.

Mange hilsner
Gitte Elleby

URL: https://baptistkirken.dk/vaerktoj/menighedsforsendelse-18-maj-2020/