Menighedsforsendelse 29. april 2026

Om Acts2Movement

Kære menigheder

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Tak til alle jer, der deltog, og til de menigheder, der sendte deltagere til Inspirationsdøgnet den 23.-24. april på Trinity. Vi var sammen om at blive introduceret til – og opmuntret i – at engagere os som menigheder og enkeltpersoner i BWA og BaptistKirkens missionsinitiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse.

Vi håber, at Acts2Movement – Tro i bevægelse, med dets fem stier – bibel-, vidne-, nabo-, omsorgs- og frihedsstien – kan være med til at opmuntre og inspirere både enkeltpersoner og menigheder til at gå nye veje i mission i nabolaget og lokalområdet. Alt sammen som respons på missionsbefalingen, som Jesus sender os med i Matt. 28. På den måde er der ikke tale om noget nyt, men ved at have et fælles sprog og et fælles fokus – ikke blot som danske baptister, men sammen med over 50 millioner baptister på verdensplan – håber vi, at vi får fornyet mod og gejst til at række ud dér, hvor vi er sat.

Der kommer meget mere løbende, men vi vil bede jer alle om at bide mærke i tre nøgleaktiviteter i den kommende tid:

30. august 2026 – Start på fælles bibellæseplan
Baptister læser Bibelen– eller sådan ville vi i hvert fald gerne, at det var! For at opmuntre til daglig bibellæsning og fællesskab om Bibelen har vi udviklet en app, som kan downloades gratis til telefonen. Appen bliver meget brugervenlig, og selve læsningen foregår ikke i appen, så man kan sagtens være med uden at bruge den. Der kommer mere information om dette. Overvej allerede nu, om I som menighed vil opmuntre jeres fællesskab til at følge læseplanen, hvor man enten læser ét eller to kapitler om dagen.

30. august – 11. oktober 2026 – Prædikenserie (7 søndage): Acts2Movement – Tro i bevægelse
Vi opfordrer alle menigheder til fra den 30. august til den 11. oktober at bruge de syv prædikentemaer for at opmuntre og engagere menighederne i at tænke i nye baner i forhold til mission. Læs mere her.

Fasten 2027
Efter et par års pause udgiver vi igen et fælles fastemateriale. Andagtsmaterialet i 2027 tager udgangspunkt i temaer fra Acts2Movement – Tro i bevægelse og vil understøtte kaldet til at elske Gud og næsten.

Kors og oversigt over stier

Deltagerne på inspirationsdøgnet fik en oversigt over de fem stier, der tages op i Acts2Movement – Tro i bevægelse. Oversigten kan findes her. Den ene side er til enkeltpersoner, den anden til menigheder. Oversigten beskriver stierne i tre ’niveauer’ – er du gående, løbende eller svævende?
Deltagerne fik også et kors, der kan foldes og lægges i pung eller taske. Se det her. Vi har fået trykt kors, så alle baptister i Danmark kan få et. Ønsker I at få kors til jeres medlemmer, skal I blot skrive til info@baptistkirken.dk, så sender vi dem uden beregning.

Læs mere i dagens nyhedsbrev – bl.a. om beslutninger på landskonferencen.

Mange hilsner
Gitte Elleby

URL: https://baptistkirken.dk/vaerktoj/menighedsforsendelse-29-april-2026/