Varm hjælp og håb til Ukraine sidste vinter

baptistkirkendk,  

Mange danske baptister har sendt pengegaver via BaptistKirken til hjælpearbejde i Ukraine. Sidste vinter blev gaverne brugt til European Baptist Federations projekt ’Hope Heats Ukraine – Håb varmer Ukraine’, som gjorde det ukrainske Baptistsamfund i stand til at hjælpe kirker over hele Ukraine med at skabe varme og trygge fællesskaber gennem vinteren 2025-2026.
En evaluering af projektet viser, at næsten 400 kirker og kristne institutioner modtog støtte til at holde varmestuer åbne, yde praktisk hjælp og tilbyde sjælesorg, fællesskab og aktiviteter for børn. Projektet nåede i alt 480.000 mennesker, heraf 240.000 børn.
Som følge af de fortsatte angreb på Ukraines energi-infrastruktur blev der også givet støtte til brændstof til generatorer, så 63 kirker kunne fortsætte deres arbejde under strømafbrydelser.
I alt indsamlede EBF ca. 6 mio. kr. til ’Hope Heats Ukraine – Håb varmer Ukraine’, hvoraf danske baptister og baptistmenigheder bidrog med ca. 95.000 kr.
Tusindvis af ukrainere fandt varme, omsorg og håb gennem de lokale kirkers indsats. Mange af dem er siden selv blevet engageret i at hjælpe andre, hvilket vidner om projektets varige betydning.

URL: https://baptistkirken.dk/varm-hjaelp-og-haab-til-ukraine-sidste-vinter/