| BaptistKirkens nyhedsbrev uge 11, 202122. årgang - onsdag den 17. marts 2021 |
| Lederkonference – tilmeldingsfrist 24. marts BaptistKirkens ledelse på besøg i menighederne Hvad sker lokalt i 2021 i stedet for det store sommerstævne i Lindenborg? Baptister verden over beder for os Taknemmelige burmesere Nu skal de endelig bygge kirke i Sæby Send en håbshilsen til en, du tænker på |
| | Lederkonference – tilmeldingsfrist 24. marts”Fremtidens kirke rækker ud” – er tema for lederkonferencen den 23.-24. april 2021 på Trinity Hotel & Konference Center tæt på Fredericia. Link til folder med program findes her og papirudgaver af folderen er sendt til menighederne. Tilmeldingsfristen er ændret til senest onsdag den 24. marts. Tilmelding foretages her. ”Jeg vil stærkt opfordre menighederne til at sende nogle af deres ledere, medarbejdere og præster til lederkonferencen. Husk at få tilmeldingerne på plads nu, da vi skal vide, hvor mange der tænker at deltage. Vi opkræver først betaling, når vi er helt sikre på at kunne afholde konferencen. Jeg håber, at det lykkes og vi vil naturligvis følge de gældende restriktioner til den tid for konferencer. Jeg forventer, at myndighedernes bebudede genåbningsplan senere i marts vil give os større klarhed og at vi omkring påske kan melde endeligt ud,” siger generalsekretær Torben Andersen. |
|
| BaptistKirkens ledelse på besøg i menighederneLedelsen tager i foråret 2021 hul på en ny besøgsrunde i menighederne, hvor alle menigheder forventes at få besøg i løbet af de kommende 2-3 år. Desværre har Corona-restriktioner betydet, at flere aftaler allerede er udskudt. Derfor kan der ikke tages flere nye besøg ind i dette halvår, men ønsker til efteråret og 2022 modtages gerne allerede nu. Mange menigheder har allerede svaret på tidligere henvendelse med ønske om et besøg og evt. tidsperiode og mødedag. Øvrige menigheder opfordres til at gøre det samme, sådan at en langsigtet planlægning kan finde sted. Tilbagemelding sker til regnskabsfører Ulla Holm på ulla@baptistkirken.dk eller direkte til generalsekretær Torben Andersen på torben@baptistkirken.dk. Han laver de endelige aftaler. |
|
| Hvad sker lokalt i 2021 i stedet for det store sommerstævne i Lindenborg?Det store sommerstævne i Lindenborg bliver ikke til noget i år, som meldt ud allerede i januar. Corona-pandemien betyder for stor usikkerhed omkring planlægning og gennemførelse af et stævne, som vi ønsker og kender det fra tidligere år. I stedet er der opfordret til lokale eller regionale ’events’ med fællesskab og åndelig inspiration i fokus. Efter de første tilbagemeldinger har PU (programudvalget) besluttet, at der ikke bliver et samlet virtuelt tilbud om undervisning eller andet, da behovet ikke synes at være så stort. Flere menigheder har allerede planer om campingture, fællesskabsdage, menighedslejre mm. Hertil kommer den store ’Sommerfest’ i Lindenborg arrangeret af menigheder på Sjælland og i København med max. 500 deltagere. For at kunne informere menigheder, der spørger, om hvilke tilbud der er, vil de to generalsekretærer John Nielsen og Torben Andersen meget gerne orienteres om lokale ’events’. Alle menigheder opfordres til at tænke kreativt og lægge planer for at styrke det lokale/regionale fællesskab efter et år med Corona. PU er allerede i gang med at planlægge sommerstævnet 2022 i uge 29 i Lindenborg – planlæg allerede nu at være med! |
|
| Baptister verden over beder for osI denne uge er det blandt andet Danmark, som Baptisternes Verdens Alliance opfordrer alverdens 47 mio. baptister at bede for. Baptisternes Verdens Alliance, BWA, sender hver søndag et bedebrev ud, som man også kan finde på hjemmesiden baptistworld.org. I denne uge er det de nordiske lande, som alverdens baptister beder for. Der er altid en præsentation af hvor mange menigheder og hvor mange baptister, der er i det land, ofte et billede, en tak (praise) og et bedeemne (prayer). Vi er 55 menigheder registreret (nu er vi 54) og 5188 medlemmer. Taksigelsen er for de mange burmesere, der bor i Danmark og gør fælles sag med baptister verden over i forbøn for og protester imod det illegitime militærstyre i Myanmar. Og forbønnen er også meget aktuel; at den planlagte lov om oversættelse af alle prædikener, der ikke holdes på dansk, til dansk ikke bliver gennemført. Finland, Norge og Sverige er de andre lande, der bedes for i denne uge. I Sverige er det Equmenia Kyrkan som er medlem af BWA – og den har 61.000 medlemmer, nogle af dem har også baggrund i Missionsforbundet og Metodistkirken. I Finland er der to små baptistsamfund, et svensktalende og et finsktalende. Endelig er der Norge, som har lidt flere baptister end os. 6651. Læs selv, hvad du skal bede for i vores nordiske nabolande. |
|
| |
| Taknemmelige burmesere”Tak fordi I gør fælles front med os i vores protester over militærdiktaturet i Myanmar.” Sådan siger en af de burmesere, der var med til at arrangere en større demonstration i København i weekenden, Van Neih Thang. Der står altid respekt om de kristne ledere, også blandt buddhister og andre religiøse og a-religiøse fra Myanmar, fortæller han til baptist.dk. ”Det fortæller os alle, at vi er på rette vej”. Generalsekretær i BaptistKirken Torben Andersen var blandt talerne på Rådhuspladsen i lørdags, hvor han udtalte sin og kirkens sympati for de fredelige demonstrationer, som modsvares af militærets gradvist voksende vold mod demonstranterne. Van kan fortælle, hvordan uroen derhjemme påvirker burmeserne her både psykisk og fysisk. Mange i Myanmar er bange, fordi de ikke ved, om de bliver fængslet og tortureret i morgen, eller om løsladte kriminelle brænder deres hus ned om natten. Læs om bl.a. Van Neih Thang her. |
|
| Nu skal de endelig bygge kirke i SæbyEn gave til en ny kirke blev et mangeårigt mareridt, men nu kan Sæby Baptistmenighed langt om længe bygge deres kirke. Det er ti år siden, at Sæby Baptistmenighed indledte en kirke-proces. Først skulle de beslutte, om de skulle lægge nyt tag på deres gamle kirke – og måske bygge om. Så kom en anonym giver med en ny kirke som gave – menigheden skulle ”bare lægge fire mio. kr.” Og menigheden blev glad og solgte deres gamle kirke til en nordjysk chin-menighed. Men så gik det galt. Hemmelighedskræmmeri og manglende skriftlige aftaler satte menigheden skakmat. Det har kostet venskaber og nære relationer, der blev skabt mistillid. Den arkitekttegnede kirke, som menigheden var blevet præsenteret for, kunne ikke bygges for de penge, der var. Og man kunne ikke få at vide, hvor mange penge, der var. Til sidst havde menigheden nærmest givet op og sad i lejede lokaler. ”Men så kom en opblødning. Nu er der gennemsigtighed og klare aftaler,” fortæller menighedsrådsformand Jan Christensen. Grunden er købt og arkitekten tegner på livet løs. Læs om kirkeplanerne i Sæby på baptist.dk. |
|
| Send en håbshilsen til en, du tænker påGeneralsekretær i Danske Kirkers Råd, Mads Christoffersen, skriver: ”Det er nu et år siden, at Danmark lukkede ned første gang i forbindelse med den globale corona-pandemi. Mens vi venter på, at samfundet igen skal lukke op, har vi brug for håb. Vi har med fine indsamlede håbsbilleder og den smukke salme ’Hold håbet op’ lavet denne håbshilsen, som er lige til at sende videre til alle, der har brug for håb og brug for at vide, at nogen tænker på dem”. Se Danske Kirkers Råds håbshilsen her. |
|
|
| |
|