| BaptistKirkens nyhedsbrev uge 20, 202021. årgang - onsdag den 13. maj 2020 |
| Kirkerne kan åbne – men hvordan? Nødhjælp til Rwanda Dåb i en Corona-tid Bethelkirken søger ny børne- og teenagemedarbejder Teenageleder til Bornholm Bethelkirken har ansat ny ungdomspræst Gudstjenesteløb i Købnerkirken Kirkekaffe på Zoom Tidligere missionær og præst Kristian Sørensen er død Bede- og fastedag i morgen, torsdag for lande ramt af Coronapandemien Link til online-gudstjenester |
| | Kirkerne kan åbne – men hvordan?Efter den førstkommende weekend, fra mandag 18. maj, får kirkerne lov til at åbne. Hvordan reglerne bliver, ved vi imidlertid ikke endnu men afventer retningslinjer fra Kirkeministeriet. Danske Kirkers Råd har lagt et forslag til retningslinjer på bordet hos Kirkeministeriet, som vi fortalte om i forrige uge. Forslaget forudsætter, at de retningslinjer, der har været gældende for begravelser, nu skal gælde for gudstjenester, altså at der skal være fire kvadratmeter pr. person. Og det forventes, at der fortsat skal være to meter imellem personer i kirken, hvis man får lov til at synge sammen (det har noget at gøre med smittefaren, da Corona overføres ved dråber fra ånde, host eller nys). ”Det giver ikke mening at samles 30-35 mennesker i Korskirken med to meters afstand og kalde det en gudstjeneste. Vi fortsætter med at lave online-gudstjenester,” fortæller Ole Lundegaard, præst i Korskirken, Herlev. Andre kirker regner med at åbne op for gudstjenester 24. maj, hvis det er muligt at overholde de retningslinjer, som forventes fra Kirkeministeriet i denne uge. |
|
| Nødhjælp til RwandaI både Burundi og Rwanda har udsatte været hårdt ramt den seneste tid af særligt Corona, men også oversvømmelser og jordskred har ramt mange. ”Rwanda har haft et totalt Corona-lock-down med udgangsforbud. Det har haft store konsekvenser for mange i forvejen ekstremt fattige familier i Rwanda – og sulten står for døren hos dem,” fortæller Gabriel Ndikumana, som er ny udviklingsleder i Baptistkirken i Rwanda (AEBR). Baptistkirken i Danmark har derfor besluttet at samle ind til nødhjælp og fødevarer til de mest udsatte i vores forskellige projekter i Rwanda. I samarbejde med Gabriel og AEBR vil vi dele nødhjælp ud til særligt sårbare i landbrugsprojektet kaldet Terimbere, uddannelsesprojektet kaldet Timotheus og Kvindenetværkets projekt kaldet Dukore. En stor som lille gave modtages med tak. Kan indbetales på konto 3201 10042879 eller MobilePay 90519. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler. |
|
| |
| Dåb i en Corona-tidBåde i Roskilde Baptistkirke og i Odense Baptistkirke har de haft dåb i denne Corona-tid. Henrik Krak Søndergaard, præst i Odense, fortæller om sine overvejelser: Dan Johannessen var kommet til menigheden i ganske kort tid og havde inden Corona bedt om at blive døbt. Der var så kommet noget i vejen, og der var gået en måned. Jeg var i tvivl om smittefaren ved at stå så tæt på. Kan man smitte gennem vand? Og hvad med at lægge hænderne på den nydøbte? Og jeg synes, velsignelse efter dåben er vigtig. Dan havde også haft sine tanker og en aften sagde han til Gud: ”Hvis jeg skal døbes nu, så skal Henrik kontakte mig uopfordret i morgen.” Og da jeg vågnede næste morgen, fik jeg den tanke, at jeg lige skulle sende ham en mail… Det betragtede vi begge som bønnesvar. Vi har mødtes i kirken til en samtale om tro og dåb – og han blev døbt 25. april ved en lille andagt i kirken. Vi var syv, der deltog, heriblandt hans kæreste og to fra menigheden, der har bedt for ham ved et par gudstjenester. Det var en dejlig anledning, men som præst kom jeg lidt på overarbejde, for der var ingen til at sørge for tøjet, fylde vand i bassinet og tørre op… men det er småting,” fortæller en glad præst. De optog dåben, så menigheden også kunne glæde sig med den nydøbte. Også i Roskilde har de haft dåb af to personer. ”Dåben er for mig et menighedsanliggende, og derfor har vi holdt os tilbage med at døbe udenfor gudstjenestens rum. Men disse nydøbte havde hver deres grund til, at de ikke ønskede at blive døbt foran hele menigheden. De havde hver inviteret otte fra deres netværksgruppe og familie, og så drak vi en kop kaffe bagefter. Det var fint,” fortæller Jakob Vagner, præst i Baptistkirken i Roskilde. |
|
| Bethelkirken søger ny børne- og teenagemedarbejder”Kender du vores nye børne- og teenagemedarbejder? Så er det nu, du skal prikke vedkommende på skulderen. Vi søger en medarbejder, som skal lede vores børne- og teenagearbejde og de frivillige, som allerede arbejder hårdt. Læs hele opslaget her.” |
|
| Teenageleder til BornholmOgså det tværkirkelige børne- og ungdomsarbejde i Rønne på Bornholm søger en ny teenageleder. Vedkommende skal bo på Bornholm og have ansvaret for teenageklubben J-Way, hvor der pt. er ca. 30 teenagere fra 6.-9. klasse. De mødes torsdag aften og har et par weekends og en lejr om året. Lederen skal lede og udruste en gruppe skønne teenageledere – både unge og modne, der tager masser af ansvar. Vedkommende vil være ansat på ca. 1/3 af fuld tid. Kontakt Lone Møller-Hansen på 2347 4015 eller lone@baptistkirken.dk, hvis du er nysgerrig. |
|
| Bethelkirken har ansat ny ungdomspræst1. april startede Rasmus Lund Jonstrup som ungdomspræst i Bethelkirken. Han er et kendt ansigt, fordi han er vokset op i kirken og har arbejdet med de unge i flere år. Han har også solid erfaring efter mange år i staben for One og Urban på Sommerstævnet og som prædikant i mange kirker rundt om i landet. Rasmus er allerede i fuld gang med arbejdet, hvor han har været med til at planlægge og prædike til Bethelkirkens online gudstjenester på Facebook. |
|
| Gudstjenesteløb i KøbnerkirkenKøbnerkirken på Amager inviterer til en meget alternativ Corona-gudstjeneste på søndag. Menighedsrådet har lavet et lille løb, hvor posterne består af gudstjenesteelementer. Temaet er ’Håb’ og ruten er halvanden kilometer lang, børne- og handicapvenlig i området omkring Naturcenter Amager. Man skal tilmelde sig, og så laves der grupper af ni personer. De tilmeldte får en mail lørdag eftermiddag med deres starttidspunkt, og første gruppe sendes afsted kl. 10. Vil du være med, skal tilmelding sendes til Nina Vang, vang.nina@gmail.com. Gudstjeneste-løbet aflyses i tilfælde af regn. Man skal selv medbringe kirkekaffen. Ideen er hermed givet videre. |
|
| Kirkekaffe på ZoomI Korskirken i Herlev har de en del søndage aftener haft kirkekaffe på Zoom. Ole Lundegaard, præst i kirken, fortæller: ”Der har været max. 20 deltagere, og vi har gjort forskelligt. Hver gang har folk – en ad gangen – kunnet fortælle om deres hverdag, nogle gange styret – ’Hvad har gjort dig glad i denne uge?’” Det har taget en times tid fra kl. 20.30. Så har de fleste spist og også set gudstjenesten, som ligger online og er optaget i løbet af ugen. Ikke alle ser den om formiddagen. ”Vi troede, at flere ville deltage. Men der er stadig nogle, der synes det er mærkeligt. I søndags spurgte vi efter gode ideer til menighedsrådet, nu vi skal åbne op igen. Der kom mange forslag. Og så slutter vi med bøn. Man kan ikke synge sammen på Zoom – det fungerer ikke.” Der har været en overvægt af +50-årige, som har deltaget. Men unge Louise Boeriis, som er i New Zealand for øjeblikket, har også deltaget. Det gør sig i øvrigt også gældende for online-gudstjenesterne fra Korskirken. Ole Lundegaard ringer rundt til menighedens medlemmer i denne tid, og han har hørt, at mange, der bor langt væk og andre, der ikke er kommet længe, sætter stor pris på at kunne deltage i menighedens gudstjenester. ”Så det digitale fællesskab må vi fortsætte med på en eller anden måde”, siger Ole og fortæller, at menighedsrådet har besluttet ikke at holde gudstjenester i kirken med få (34-35) deltagere men fortsætte online. ”Så vil vi måske åbne kirken for en andagt i løbet af ugen i stedet for,” slutter han. |
|
| Tidligere missionær og præst Kristian Sørensen er dødTidligere Afrika-missionær og baptistpræst Einar Kristian Sørensen er død, 94 år gammel. Han var sammen med sin hustru Edna i Rwanda og senere Burundi i flere perioder i ’70-erne og ’80-erne. De var også præstepar på Lolland-Falster, i Sønderjylland og Holstebro. Han havde læst teologi i både USA og Frankrig og brugte sit otium på bl.a. at oversætte teologiske bøger fra fransk. Kristian mistede sin kone i 2016 og flyttede da til Frederikshavn hvor datteren Anne-Marie Højbak Winther bor. Det bliver også hende, der steder sin fars urne til hvile 15. august, hvor det forhåbentlig bliver muligt at samle mennesker til en bisættelse. Læs en nekrolog på baptist.dk. |
|
| Bede- og fastedag i morgen, torsdag for lande ramt af CoronapandemienDanske Kirkers Råd har, gennem Biskop Czeslaw Kozon, modtaget en opfordring fra Højkomissionen for Menneskeligt Broderskab om fælles bøn. Højkomissionen tager udgangspunkt i det dokument til fremme af menneskeligt broderskab for verdensfreden, som blev underskrevet i 2019 af Pave Frans og Storimam Sheikh Ahmed el-Tayeb. Derfor inviteres alle kirker og trossamfund, samt andre af verdensreligionerne, til forbøn i morgen, torsdag 14. maj for bede for alle lande ramt af Coronapandemien. En dag med forbøn, faste og næstekærlige handlinger. Det er selvfølgelig ikke en opfordring til at mødes en masse mennesker og risikere smitte, men snarere en opfordring til at søge Gud i de rammer, hvor man nu engang befinder sig. Danske Kirkers Råd giver således opfordringen til bøn og faste på denne dag og til at vise et konkret eksempel på tjeneste for medmennesket videre. Det kan bestå i en konkret handling eller et økonomisk bidrag til en velgørende organisation. |
|
| Link til online-gudstjenesterHusk at der findes en liste over online-gudstjenester i de forskellige baptistkirker, som findes her på BaptistKirkens hjemmeside. |
|
|
| |
|