Menighedsforsendelse 17. december 2025

Om inspirationsdøgn, projektfolder, kollektplan, præstekonvent og Give Baptistkirke

Kære menigheder

Inspirationsdøgn på Trinity – Glæd dig!

Et spændende program for årets inspirationsdøgn er ved at tage form, og vi håber at se mange af jer d. 24.-25. april 2026. Kom og vær med til et døgn fyldt med fællesskab, inspiration og fornyet mod til at dele troen og være kirke i 2026. Vi får bl.a. besøg af Kyle Henderson fra USA. Han er BWAs projektleder for Acts2Movement – det nye spændende missionsinitiativ, som baptister over hele jorden tager del i i de kommende år.  Prioritér gerne at komme flere fra samme menighed – så kan I tage inspirationen med hjem og omsætte den i fællesskab.
Se mere her.

Projektfolder og kollektplan

for 2026 er lavet og kan findes her:
Projektfolder 2026
Kollektplan 2026

Præstekonvent d. 12.-14. marts 2026

Vi sender i denne uge invitationer ud til alle ansatte præster i Baptistkirken i Danmark og håber, at mange præster og menigheder vil bakke op om denne gode mulighed for inspiration og fællesskab. Vi håber, I som menigheder vil opmuntre jeres præst til at deltage. Vi har imødekommet et ønske fra flere deltidsansatte om at flytte konventet fra tre hverdage til kun at skulle tage en hverdag fri. Konventet er derfor fra torsdag aften til lørdag eftermiddag – og i Middelfart for at gøre det så centralt som muligt.

Give Baptistkirke

BaptistKirkens ledelse har modtaget brev fra Give Baptistkirke, som oplyser, at menigheden har besluttet at melde sig ud af Baptistkirken i Danmark til nytår. Ledelsen skrev bl.a. i sit svar til menigheden:
”Vi skal ikke lægge skjul på, at meddelelsen ikke er modtaget med glæde. Ledelsen har gennem de sidste 2 år arbejdet for, at alle menigheder og medlemmer kan være i vores kirkesamfund, selv om vi ikke er ens.
Vi har dog også stor respekt for, at I har truffet en anden beslutning. Den vil vi på ingen måde anfægte, idet i BaptistKirken er det enhver menigheds ret at finde sin vej sammen og i mission for Jesus Kristus.
… Ledelsen sender jer velsignelse til den vej, I nu har valgt. Vi håber den bliver til velsignelse for menigheden og for de enkelte medlemmer.”

Juleferie

Sekretariatet er lukket fra d. 20. december til d. 4. januar.
BaptistKirkens ansatte ønsker alle en glædelig jul og et velsignet nyt år.

Læs også dagens nyhedsbrev.

Mange hilsner
Gitte Elleby

URL: https://baptistkirken.dk/vaerktoj/menighedsforsendelse-17-december-2025/