BASIS er startet
30/01/2019
26. januar mødte 25 forventningsfulde deltagere op i Immanuelskirken i Aarhus til første kursusdag i den nye teologiske grunduddannelse, ’BASIS’. En af dem var Vibeke Dalsgaard, der her fortæller:
”Det første, som slog os, var, at forsamlingen var meget forskellig. Vi var unge og måske lidt ældre, vi var etniske danskere og der var også flere repræsentanter fra vores etniske menigheder. Alle med tjeneste i vores kirkesamfund.
Dagen startede med en præsentation af os alle, og også her viste sig et stort spænd i erfaring med tjeneste. Flere har virket som lægprædikanter gennem en årrække i deres menigheder, andre vil gerne starte med denne tjeneste og andre igen vil bruge den viden, som Basis vil give os, i andre tjenester i kirken. Alle gav udtryk for, at der også var et personligt ønske om at få mere viden om vores tro og derigennem komme tættere på Jesus Kristus.
Doris Trudslev fra Sæby udtrykte dette ønske meget præcist, da hun sagde: ”Vi lever i en forvirret verden, og vi har alle brug for at få noget godt og solidt at stå på.”
Foruden præsentation af både deltagerne og det kommende program bød dagen også på en indføring i, hvordan man kan anskue Bibelen som bog. Et spændende og inspirerende oplæg af Lasse Åbom i begrebet Bibelsyn.
BaptistKirkens formand Per Beck udtrykte sit umiddelbare indtryk således: ”Hvor er det berigende at opleve så mange forskellige mennesker, som ønsker at tjene i vores kirke og som også ønsker at få både ny viden og inspiration til at gøre det så godt som muligt”.
Deltagerne blev på ingen måde skuffet i deres forventninger, og der er uden tvivl allerede nu lige store forventninger til næste gang.”