En bøn for Israel til søndag 15. oktober
11/10/2023
Generalsekretær Torben Andersen har, efter aftale med formand Vibeke Dalsgaard og næstformand Christian Bylund, formuleret en bøn til brug ved gudstjenester søndag 15. oktober. De opfordrer til, at der bedes den samme bøn ved søndagens gudstjenester rundt omkring i landets baptistkirker. Ønsket er at give situationen i Israel, inklusiv Gazastriben og Vestbredden, fuld opmærksomhed på baggrund af de terror- og krigshandlinger, der begyndte med Hamas’ angreb på Israel og uskyldige civile lørdag 7. oktober.
”Det er grufulde informationer, vi hører i disse dage. Lad os bede for alle, der lider, både for jøder og palæstinensere”, udtaler Torben Andersen.
Bønnen kan læses her. Den er i udgangspunktet inspireret af en bøn af sognepræsterne Christina Elisabeth Leinum og Poul Joachim Stender, som Torben Andersen fik tilsendt af Nick Hansen fra Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem. Her var opfordringen at bede samme bøn på tværs af kirkeskel i landets kirker på søndag for Israel og flere steder vil man gøre dette.
”Vi valgte at formulere vores egen bøn, en bredere bøn i indhold, men bakker fuldt ud op omkring initiativet til at bede samme bøn ved flere gudstjenester på søndag”, fortæller Torben Andersen.
Bønnen slutter sådan:
”Vi beder for dem, som sidder med magten og skal træffe de svære beslutninger.
Vi beder, at ondskaben må stoppe og kærligheden og freden tage over.
Vi beder for Jerusalems fred – dog mest af alt: din fred mellem nationer, folkeslag og mennesker:
i Mellemøsten, Myanmar, Ukraine, ja, alle steder med krige og ufred.
Gud til ære. Mennesker og dit skaberværk til gavn. Amen.”