Fredag falder der dom i sagen mod Wenceslas Twagirayezu fra Herlev
20/12/2023
Det er ikke første gang, der er oplyst en dato for domfældelse i sagen mod Wenceslas, der siden 2018 har siddet fængslet i Rwanda – sigtet for medvirken i folkemordet i 1994. BBC News Swahili og ”flere lokale medier” er kilder til den nye dato. Rasmus Hylleberg, der har besøgt Wenceslas i Rwanda flere gange, siger ifølge Ritzau: ”Danmark har udleveret ham med en aftale om, at han skal afsone i Danmark. Han har selv besluttet sig for, og det har han sagt meget længe, at han ikke anker dommen uanset, hvordan den lander.” Rasmus, der også er ven med Wenceslas, tilføjer: ”Hvis han bliver frikendt, er han selvfølgelig fantastisk glad. Hvis han bliver dømt, så tror han ikke, at det hjælper noget at sidde dernede i 3-4 år til i forbindelse med en ankesag.”
I foråret 2023 viste DR TV Horisont to udsendelser, der forholdt sig kritisk til grundlaget for udleveringen og muligheden for en retfærdig rettergang i Rwanda. Efterfølgende havde webmediet baptist.dk et interview med Rasmus Hylleberg, hvor han forklarede om baggrunden for sagen mod Wenceslas.
Læs interviewet her (hvor der link til materiale på DR TV og en tidligere artikel på baptist.dk).