Gæstedag på stævnet
19/06/2019
På sommerstævnet er der for første gang en gæstedag, som er tirsdag. Den dag vil programmet være specielt rettet mod børnefamilier, hvor der blandt andet er et populært band, der kalder sig Pastaparty, som giver børnene en fest fra kl. 15.30.
Der er kun ganske få seminarer den dag, for der skal være tid til en snak og en kop kaffe. En af de få er generalsekretæren for Baptisternes Verdensalliance, BWA, Elijah Brown – han har i øvrigt sin seksårige søn med, som skal opleve Far på arbejde. Elijah taler om forfulgte kristne tirsdag eftermiddag.
Vores kirker rummer en række kristne fra forskellige lande i verden, som er kommet til Danmark. De viser flaget tirsdag eftermiddag med en fest, som de kalder ”En fremmed er en ven”. Dina Al-Erhayem er en fremtrædende repræsentant for denne gruppe, som har oplevet en vandring fra ateist til troende. Hun taler om ”nyreligiøsitet vs kristendom”.
Om aftenen er der hele tre tilbud: I hallen taler Helen Murphy fra England ved det mere ungdommelige møde.
Der er samtidig en lille scene i spisesalen, hvor kunstneren og digteren Jeanette Munksbøl taler om ”Når det bedste bliver det værste og det værste det bedste”.
Efter aftenmøderne er der en koncert med nyere lovsange og dem, der har lavet dem – i stilen ”Stille stunder”, som kan høres på Youtube.
Det er gratis at deltage i gæstedagen.