Generalsekretæren sygemeldt i en periode
27/07/2022
Torben Andersen, generalsekretær i Baptistkirken i Danmark, fortæller efter aftale med ledelsen, at han vil være sygemeldt i en periode. ”Jeg har gået til kontrol for en utæt hjerteklap i 13-14 år og fået at vide, at en operation kunne blive aktuel på et tidspunkt. Efter undersøgelser i foråret vurderer lægerne, at tiden nu er kommet for et indgreb, og det er jeg helt indforstået med. Efter planen er det en reparation og ikke en udskiftning af hjerteklappen, der foretages i starten af august. Der forventes en længere rekreationstid, og en sygemelding på et par måneder eller mere er ikke utænkelig. Jeg håber dog at kunne lave noget hjemmefra på computeren i løbet af september på en delvis raskmelding.”
Når noget er mere konkret, meldes det ud, men indtil da kan arbejdsrelaterede henvendelser til Torben ske til sekretariatet på info@baptistkirken.dk eller til formand Per Beck på per.beck@baptist.dk. ”Jeg er ved godt mod og i trygge hænder og takker for forbøn og tror, at der også kan komme noget godt ud af denne situation på sigt!” tilføjer Torben.