Generalsekretæren til virtuelt møde i EBF
01/04/2020
Lederne i EBF, European Baptist Federation, kalder generalsekretærer m.fl. sammen til virtuelle møder på regionalt plan i disse dage. Danmark hører til den nordiske/baltiske gruppe. Formålet er at dele erfaringer om at være kirke i en Corona-tid og bede for hinanden og nævne konkrete bønneemner.
”For mig var det rart at få sat ansigter på ellers ukendte e-mailadresser”, fortæller Torben Andersen. ”Det var opmuntrende at høre, hvordan der flere steder arbejdes meget intenst med at være kirke i denne krisetid. F.eks. kunne Terje Aadne fra Norge fortælle, at der bliver sendt en påskegudstjeneste på nationalt TV fra en baptistkirke, dog uden mange mennesker i kirken pga. de norske restriktioner, der ligner de danske.
I Estland er der 25 baptistmenigheder, der live-streamer gudstjenester i denne tid. Flere delte bekymringer for de udsatte, fx dem i flygtningelejre, og særlig sårbare. Fra Nordserbien har EBF fået anmodning om støtte til nødhjælp i en sammenhæng med mange ældre og svage. Tony Peck, generalsekretær i EBF, fortalte om dette og efterlyste hjælp fra medlemskirkerne, hvis muligt.
Meego Remmel, formand for EBF, indledte med andagt ud fra kærlighedsbuddet og understregede: at elske Herren indbefatter også at elske sin næste – også i en Corona-tid. I øvrigt holdt han andagten fra sin bil i Estland, mens han holdt ind til siden (øverste højre hjørne på foto) og kørte derefter videre med kamera i profil. Han skulle nå et bryllup men kunne jo virtuelt høre, hvad der blev sagt.