Læredag i BaptistKirken i Danmark
29/10/2025
Vi gør igen opmærksom på, at BaptistKirken i Danmark inviterer til læredag om kirkens møde med LGBT+ personer lørdag den 31. januar 2026. Dagen kommer til at bestå af teologiske oplæg om LGBT+, queer teologi, inklusion i menighedsliv og bibelens tekster om samkønnede relationer. Målet er ikke ensretning, men gensidig forståelse på tværs af liberale, progressive, klassiske og konservative positioner på tværs af danske baptister, samt at bidrage kvalificeret til samtalen, der kan forgå lokalt i baptistmenighederne. Alle, der er interesserede i at holde oplæg, er meget velkomne til at sende deres forslag, og alle, der er interesserede i at deltage i dagen, er hjerteligt velkomne. Læs mere i invitationen her.
Læredagen holdes i Korskirken, Herlev Hovedgade 42, 2730 Herlev fra 10.30 til 17.30 – ankomst og kaffe fra kl. 10.00. Deltagelse koster 150 kr. til dækning af forplejning. Tilmelding på info@baptistkirken.dk senest 18. januar.

