Mere Afrikanyt
01/03/2017
Vi har modtaget denne hilsen:
”Vores lille gruppe, Heine og Morten fra Bethelkirken samt Ole og Mathias fra Østervrå Frikirke, er efter flere besøg ved landbrugsgrupperne i Terimbere-projektet mm. nu færdige med den officielle rundrejse i Rwanda og Burundi. Ole siger om tilsynet med de forskellige projekter: ”Det er svært at få armene ned efter at have oplevet, hvordan de investerede penge og den brugte tid giver pote. Vi har oplevet, hvordan diverse projekter fra Baptistkirken i Danmark skaber glæde og håb for fremtiden. Bl.a. fik vi lov at opleve afslutningen på projekt Timotheus, ligesom generalsekretæren i Rwandas Baptistsamfund under denne ceremoni berettede om effekten af bl.a. projekter for udsatte børn og låne-spare-grupper.”
Desuden har vi fået lov at opleve både Musema og Rubura, hvor vi især var meget glade for den flotte gæstfrihed og frokost hos Hanna og Jakob Vagner. I Rubura havde Ole og Mathias også muligheden for at afholde et griseseminar – lad os bare sige, at forholdene er en anelse anderledes end de danske!
Til sidst vil vi lige nævne, at vi oplevede en levende og god gudstjeneste i Yaramba, som er en kirke vores to respektive menigheder hjemme i Danmark har støttet økonomisk. Dejligt også her at opleve, hvordan relativt få midler giver mening for mange – særligt børn.”