Baptistkirken i Danmark og Myanmar Baptist Convention har samarbejdet på et uformelt plan siden 2006, hvilket nu har udviklet sig til et egentlig samarbejde. Vi har tidligere haft projekter om katastrofeforebyggelse og støtte til internt fordrevne.
Siden militærkuppet i februar 2021 er mange hospitaler lukket og der er få sundhedsfaciliteter tilgængelige. Derfor samler vi ind til sundhedsarbejde i Chin-staten, for at give mulighed for at indbyggerne kan få adgang til basale sundhedsydelser.
Læs mere om projektet her.
Vi er også med til at støtte udvikling af kirkesamfund. Læs mere her.
Om Burma/Myanmar
Burma/Myanmar ligger i Sydøstasien, har en befolkning på 48,3 mio. mennesker og er cirka 15 gange så stort som Danmark. Landets officielle navn er ’Republic of the Union of Myanmar’. Det er et af de fattigste lande i Sydøstasien hvor omkring en tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på $1,25. Landet oplever relativt ofte ekstreme vejrfænomener bl.a. cykloner, hvilket har store konsekvenser i et land som står overfor mange andre udfordringer i samfundet.
I 2010 blev det første parlamentsvalg siden 1990 afholdt, da landet i den mellemliggende periode blev domineret af et militærstyre. Valget er et vigtigt skridt mod oprettelsen af demokrati i landet, selvom det dog langtfra var frit og retfærdigt. Der var udbredt svindel med stemmerne og flere oppositionspartier blev udelukket fra deltagelse. Regeringen, valgt i 2010, har indgået våbenhviler med flere etniske minoritetsgrupper efter flere årtier med interne konflikter.
Burma/Myanmar har relativt gode relationer til sine nabolande, hvor Kina er den væsentligste politiske, militære og økonomiske forbundsfælle. EU formulerede i 1996 en fælles holdning over for Burma/Myanmar, bl.a. på grund af massive menneskerettighedskrænkelser. Disse sanktioner blev dog ophævet i april 2013 som følge af de positive politiske forandringer i landet.
Landbrugssektoren er livsgrundlag for ca. 60 % af befolkningen i Burma /Myanmar og ca. halvdelen af landets BNP kommer fra aktiviteter relateret til landbruget. De senere år er der dog også sket en stigning både indenfor industriproduktionen og udenlandske investeringer bl.a. dæmninger, gas- og olierørledninger, og vejnet. Disse investeringer forventes at stige, så længe landet fortsætter den positive udvikling.
Trods mange års konflikter i Burma/Myanmar er der nu umiddelbart grund til positivitet; landet har formået at ændre styreformen, om end ikke til et egentlig demokrati, så til noget, som er en forbedring ifht. tidligere. Der er dog ikke nogen tvivl om, at der stadig er meget at arbejde med inden for politik, såvel som menneskerettigheder, økonomi og samfund.
Fakta om Burma/Myanmar
- Hovedstad: Naypyidaw/Nay Pyi Taw (siden 2006)
- Officielle sprog: Burmesisk samt en række etniske sprog
- Regeringsform: Republik
- Præsident: Thein Sein
- Uafhængighed: 1948
- Areal: 676.578 km2
- Indbyggertal: 48,3 mio.
- BNP anslået: 1.400 USD per indbygger
- Indkomst: Ca. 1/3 lever for under $1,25 pr. dag
- Valuta: Kyat
- Skolegang: 68 % begynder på en grunduddannelse, hvoraf 69 % fuldfører de fem års obligatorisk skolegang
- Aids: 1,2 % er smittet med HIV.
Kilde: http://burma.um.dk/da/om-burma/landefakta-burma/