Nyt brobyggende præsteteam i Lyngby Baptistkirke
17/12/2025
”Rune Funch har siden 2019 tjent Lyngby Baptistmenighed som præst i tykt og tyndt og har særligt haft fokus på at få musikken tænkt ind i både gudstjenester og til andre anledninger. Det har været til stor velsignelse for menigheden. Sideløbende har Rune studeret teologi og haft andre jobs som musiker og præst. Hen over efteråret har Rune ytret ønske om at gå ned i tid, så han kan få tid til mere faste arbejdsopgaver udenfor sin ansættelse i Lyngby, så fra næste år er Rune ansat på 50% i Lyngby Baptistkirke.
Det har betydet, at menighedsrådet og menigheden måtte gå i tænkeboksen og overveje, hvordan fremtiden i menigheden skulle se ud. Der voksede i denne proces et ønske frem om at have et præsteteam ansat. Lyngby Baptistmenighed er en mangfoldigt sammensat menighed, når det kommer til bibelsyn og teologisk observans. Derfor giver det mening at ansætte en præst, der ikke er en fordobling af den, vi har, men at ansætte en, der kan byde ind med noget andet til åndeligt søgende, som opsøger vores menighed. Herrens veje er uransagelige, for menigheden har netop indgået en aftale med Michael Frost om at ansætte ham i en præstestilling på 40%. Michael har de sidste mange år været præst i Roskilde Baptistkirke, og er nu villig til at prøve kræfter med en anden menighed. Det er vi både taknemmelige for og overraskede over.
Vi oplever, at vores to kommende præster har rakt ud til hinanden og kan se mange fordele ved at være to, der kommer med meget forskellige erfaringer og nok også lidt forskellige teologiske fundamenter. Der har været samtaler med begge præster, som har været præget af åbenhed, ærlighed og respekt. Lige nu er håbet lysegrønt i den skønne kirkebygning på Odinsvej i Lyngby.
Vi ser frem til at byde Michael (og hans familie) velkommen til at blive en del af fællesskabet i Lyngby søndag den 1. februar 2026 ved gudstjenesten kl. 10.30.
Lige nu kan ingen forudse, hvordan det vil gå eller hvorfor vi endte her. Måske er det udtryk for guddommelig visdom at sætte to præster sammen, der ønsker at bygge bro i stedet for at grave grøfter.”

