31/05/2023

Lise Emming skriver fra Burundi: ”Den seneste uge har stået i Batwa-projekternes tegn. Jeg var sammen med Edouard fra Rwanda rundt og besøgte alle fire landsbyer omkring Rubura og Musema for at følge op på indsatser og fremskridt. Der blev gået mange skridt og højdemeter, så jeg sov utrolig godt om natten bagefter!

Vi har startet et samarbejde op mellem de to lokale projektledere Peter og Cyriaque, som er tilknyttede hhv. Rubura og Musema, og håber, at deres erfaringsdeling og ideudveksling bliver til gavn for ikke mindst de to nyeste landsbyer ved Musema. I Rubura har man været i gang i længere tid og har derfor gjort sig en del erfaringer både omkring standard på husene og på, hvilke indsatser har været mest vellykkede.

I de to landsbyer omkring Rubura er vi ved at være i mål med at bygge huse. Her er det mere de langsigtede indsatser omkring husdyrhold og dyrkningsmetoder, som vi følger tæt. Her kan vi se, at det nye tiltag med høns og kaniner er rigtig godt, og familierne ser frem til, at alle hjem i fremtiden har eget kaninhold, som de kan avle på og både sælge af og også spise af.

I de to landsbyer tæt på Musema er man ikke helt så langt med huse. Her mangler omkring 30 familier stadig huse og bor i noget, man bedst kan betegne som et shelter, hvor man typisk er seks-syv personer, og hvor også bålet til madlavning og varme er indenfor. Her har blandt andet spejderne i Korskirken samlet ind til kaniner, og vi så flotte nye kaninbure og fine kaniner, som snart skulle have unger. Lige nu passes de i fællesskab i familiegrupper, men også her er planen, at alle familier har eget kaninhold i fremtiden.

En vigtig del i projektet er selv-mobilisering. Hvordan kan beboerne selv bidrage og med hvad?
Vi havde en god og vigtig snak med dem om, hvad de selv tænker om det. “Vi går i gang med at lave mursten til husene på mandag”, lød svaret. De vil også gøre transporten af tagsten gratis ved at bære dem på hovedet.

Lige nu afventer man høsten af bønner og hirse. Det betyder desværre, at der stadig er mange familier, der ikke er sikret ét måltid mad om dagen, her mens de venter.
Vi talte med nogle af børnene om deres hverdag med skolegang, pligter hjemme osv. To af dem blev spurgt om ønsker til fremtiden. Som voksne ville den ene gerne være sygeplejerske og den anden præsident. Gode ambitiøse ønsker, som nok kræver en indsats i forhold til skolegang og uddannelse. Men lige nu og her havde de begge ét ønske; mere mad! Her er vores håb, at den undervisning, familierne får i landbrug og husdyrhold, vil være med til at sikre netop det.”