På vej hjem…
22/11/2023
Nu lakker opholdet i Rwanda for volontørerne Bente og Jesper Gaarden mod enden. De skriver:
”I morgen d. 23. november sætter vi os i flyveren og vender næserne hjemad. Det har været en god, velsignet og oplevelsesrig periode her i Rwanda. Tillægsprojektet med erhvervstræning af 32 af de unge enlige mødre, er kommet godt i gang. Det er to uddannelser på hhv. seks og tre måneder. De, der skal lære at sy, har syet en skjortebluse i lærredsstof og er i gang med at lære at sy knaphuller. Deres træning varer seks måneder. Kvinderne, der skal lære at flette og ordne hår – og senere lære at lave negle, er også i gang med deres tre måneders træning, hvor de allerede har prøvet flere forskellige teknikker. Det er så givende at se deres glæde og iver efter at lære og høre dem fortælle, at de før var uden håb, følte sig alene og ulykkelige men nu er en del af et fællesskab og ser fremtiden som mere lys og har håb for dem selv og deres børn.
Vi har også været på besøg hos nogle af de unge mødre hjemme hos dem selv og besøgt en del spare/låne-grupper, som mange af mødrene også er med i. Grupperne er en af de måder, mødrene hjælpes tilbage i lokalsamfundet igen. Der har også været et par besøg i menigheder, der har haft gang i Dukore projektet, for at høre, hvordan det går nu. I det hele taget har der været mange indtryk, gode samtaler og dejligt og givende samvær. Måske nogle af jer har fulgt lidt med på Facebook i gruppen Baptistkirkens arbejde i Burundi og Rwanda?!
Vi er taknemmelige over at have fået muligheden for at være her i Rwanda i en periode – tak til jer, der har haft os og alle hernede med i jeres forbøn.”