Vi støtter især pigers og kvinders skolegang samt marginaliserede grupper i Burundi og Rwanda – i tråd med FN’s Verdensmål 4 og 5 om uddannelse og ligestilling. Børn, særligt piger, er blandt de mest udsatte, og vi ved, at uddannelse og kvinders deltagelse er afgørende for udvikling. Derfor hjælper vi både børn i skole og deres familier med at opnå en stabil indtægt, så skolegangen kan fortsætte efter projektets afslutning.
Den marginaliserede Batwa-befolkning har modtaget støtte de senere år, men behovene er stadig store. Vi ønsker fremover at udvide indsatsen med bl.a. huse, husdyr og styrkede indtjeningsmuligheder gennem landbrugsaktiviteter og jordkøb.
Sammen med Kvindenetværket arbejder vi også på at inkludere mennesker, der lever med albinisme, i både lokalsamfund og familier.
En anden sårbar gruppe er unge enlige mødre, der ofte ekskluderes fra menighederne. Gennem YSM-projektet har 300 unge mødre siden 2022 fået støtte til at skabe en levevej, mens holdninger i lokalsamfundet er blevet mere inkluderende. Vi ønsker nu at tilbyde dem uddannelse inden for syning og frisørfaget også efter at det formelle projekt stoppede i 2025. I 2026 håber vi at en fase 2 kan igangsættes så yderligere 300 unge kvinder kan støttes.
I både Burundi og Rwanda har spare- og lånegrupper i mange år styrket familiers økonomiske stabilitet, reduceret sultperioder og øget sammenhængskraften. Denne indsats vil vi fortsætte. Derudover ønsker vi at støtte ungdoms- og kvindeafdelingerne i vores samarbejdskirker, som udfører et vigtigt arbejde med meget begrænsede midler.
Indsamlingsbehov: 150.000 kr. Bidrag indbetales til konto 3201 3201182417 mrk. IM-tema 4.


