Radiogudstjeneste 4. august fra Baptistkirken i Odense
26/06/2019
Henrik Søndergaard, præst i Baptistkirken i Odense fortæller, at de er blevet spurgt af DR P1, om de ville lave en radiogudstjeneste søndag 4. august kl. 10.00.
”Det, syntes vi, lød spændende, og sagde straks ja. Vi er glade for vores kirke og vil gerne dele den med hele Danmark. Jesus sendte os for at forkynde evangeliet for hele verden, så landsdækkende radio er da et skridt den rigtige vej.
Samtidig får vi muligheden for at fortælle lidt om, hvad en baptistkirke er. Mange danskere er usikre på, om vi er en slags sekt, eller om vi har specielle ritualer eller karismatik. Nu får vi muligheden for at vise hele Danmark, hvordan en gudstjeneste foregår i en baptistkirke.
Temaet er ”Frihed” og prædiketeksten er fra Johannesevangeliet kap. 8, vers 31-36. Det er et godt baptistisk tema. Vi vil gerne give mennesket frihed til at tage de valg her i livet, som de selv ønsker. Den frihed skal mennesker opleve i vores kirke, og den frihed vil vi arbejde på i vores land.”