Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Travle dage i Rwanda og Burundi

Travle dage i Rwanda og Burundi

28/02/2024

Lise Emming skriver: ”I forrige uge havde jeg besøg af min mor Hanne Weber-Hansen og min søster Naja. På grund af de lukkede grænser blev vi i Rwanda, hvor jeg så kunne holde diverse møder med vores samarbejdspartnere og være med i opstart på midtvejsevaluering i projektet for unge enlige mødre i Butare.
Der var gensyn med nogle af de børn, som blev støttet gennem projektet LLCCM i de år, mine forældre var volontører i Butare. Børnene er nu voksne, og flere af dem besøgte os med deres familier og fortalte om, hvordan de klarer sig med arbejde osv. Skønne dage med mange gode og bevægende gensyn.
19. februar ankom Bodil Højbak Møller, præst i Korskirken og medlem af BaptistKirkens ledelse, til Kigali – og vi har haft travlt lige siden. Vi har besøgt partnere, set projektet i Butare, og besøgt Wenceslas, som var meget glad for at være sammen med os (læs mere om Wenceslas nedenfor).
Her i Burundi har vi besøgt Batwa-projektet omkring Musema, hvor Bodil også prædikede ved gudstjenesten søndag formiddag. I Rubura har hun tre dages undervisning på præsteskolen. De studerende har taget virkelig godt imod Bodil og hendes undervisning. En af dem sagde i går, at det ville være godt, hvis hun kunne blive ved med at undervise dem, indtil de afslutter deres uddannelse! De hører nok noget, de ikke er blevet præsenteret for før, men de synes, det er spændende og udfordrende.
Bodil oplever også vildt regnvejr, manglende strøm, dårlige veje og et program, der hele tiden ændres på grund af omstændigheder, vi ikke er herrer over. Men humøret er godt, og der er også tid til mange gode snakke både med vores samarbejdspartnere og om aftenen, når vi to sætter os trætte i sofaen.”