Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

25 år siden folkemordet i Rwanda fandt sted

10/04/2019

Det er i disse dage 25 år siden, at folkemordet i Rwanda fandt sted. 7. april 1994 blev Rwandas daværende præsidents fly skudt ned og alle ombordværende dræbt. Med på flyet var også Burundis relativt nyvalgte præsident samt en række højtstående personer fra både Rwanda og Burundi. Det blev indledningen til det cirka 100 dage lange og blodige folkemord, hvor mellem 600.000 og en million tutsier og moderate hutuer blev dræbt. De fleste blev slået ihjel med primitive våben og ofte af folk, de kendte. I Rwanda markeres årsdagen mange steder; skolerne er lukkede i denne uge og kontorer, forretninger og organisationer har lukket det meste af dagen, for at medarbejdere kan deltage i diverse mindehøjtideligheder. Rwanda arbejder på forsoning mellem befolkningsgrupperne og trods de dybe skel og sår, sker der en økonomisk udvikling i landet, der også hjælper til forsoningen. Både danske og internationale aviser skriver om begivenhederne, der også betød, at vi som danske baptister måtte trække vores udsendte hjem for en periode.