Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

BWA kom ud af 2016 med kæmpeunderskud

”Jeg møder nok ikke præsident Trump, men at være i Washington DC i disse dage er alligevel en oplevelse af, at verden ændrer sig. Også baptist-verdenen. Det er lidt som om, vi holder vejret og håber på forandring til det bedre.”
Det er oplevelsen, som generalsekretær Lone Møller-Hansen har, ved at deltage i verdenskomiteen i BWA, Baptisternes Verdensalliance.
I disse dage mødes 86 ledere fra baptistkirker i hele verden på BWAs verdenskontor i Washington DC, USA. Indtil regnskabet kom på dagsordenen, var det, der overskyggede alt, at BWA lige nu leder efter en ny generalsekretær.
Men faldende indtægter til BWA betød et underskud på 168.000$ i 2016. Det skyldes især, at en stor del af medlemsorganisationerne ikke giver penge til BWA. Regnskabet var et chok for deltagerne i verdenskomiteen.
Lone fortæller: ”Fornemmelsen er at være en del af en kolos på lerfødder. Men kolossen BWA er den største protestantiske verdenskirke! Der er så meget arbejde at gøre, og baptistkirkerne verden over kan gøre en enorm forskel i enkeltpersoners liv og i de samfunds liv, de er en del af. Vi har brug for hinanden! Opfordringen fra BWAs verdensråd er derfor, at alle medlemsorganisationer – også BaptistKirken – vil øge deres bidrag.”
”BaptistKirken betaler i år ca. 15.000 kr. til BWA. Og selvom vi hører til dem, der yder mest, særligt hvis vi tæller pr. medlem, skal vi spørge os selv, om vi kan hjælpe BWA videre,” siger Lone Møller-Hansen.
Et andet stort spørgsmål er stadig ubesvaret, når dette nyhedsbrev udkommer. Det truede sidste år med at sprænge BWA. Det handler om BWAids fremtid og samarbejdet med andre baptist-nødhjælpsorganisationer. Men der er signaleret, at man har fundet en god løsning. Den åbenbares senere i dag, onsdag.