Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Møde i Myanmargruppen

01/07/2026

BaptistKirken har et udvalg med fokus på international mission. Faktisk har vi to! Én gruppe med fokus på Burundi og Rwanda – og én, der arbejder med Myanmar. Tirsdag aften mødtes Myanmargruppen online for anden gang for at drøfte, hvordan arbejdet i Myanmar kan udvikles.
Vi er allerede engageret i flere samarbejder både i og uden for landet. Blandt andet støttes burmesiske flygtninge i Mizoram i Indien gennem Myanmar Baptist Convention. Her har vi også bidraget til flere nødhjælpsprojekter. Samarbejdet med Myanmar Institute of Theology om et projekt om tros- og religionsfrihed er desuden i fuld gang og involverer flere etniske grupper.
Derudover spiller herboende burmesere en vigtig rolle ved at støtte forskellige projekter i Myanmar.
På mødet blev både eksisterende samarbejder og nye initiativer drøftet. Målet er på sigt at udvikle projekter, som kan indgå i et fælles indsamlingsprojekt. “Der er tydeligvis mange behov i Myanmar,” fortæller missionssekretær Morten Kofoed og uddyber: “Uden for de store byer er både sundheds- og uddannelsessystemet i knæ. Mange mangler adgang til helt basale ydelser. Det vil vi gerne være med til at ændre på, selvom det kan være svært at nå ud til områder som Chin-staten.”
Myanmargruppen består af Dawt Men Par (CBC, Ringe), Sang Boi Thang (ICC, Bornholm), Chan Thawng (CBC, Esbjerg), Signe Leth (Lyngby), Bente Højris (Brovst) samt missionssekretær Morten Kofoed. De tre burmesiske medlemmer bidrager bl.a. med vigtig lokal viden og kan være med til at gennemføre de planlagte aktiviteter.