Morten Kofoed retur fra Afrika
02/11/2022
Missionssekretær Morten Kofoed er tilbage fra turen til Rwanda og Burundi. I Rwanda besøgte Morten det nye projekt, der skal hjælpe unge enlige mødre. ”Projektet begyndte aktiviteter i maj og allerede nu er der mærkbare ændringer i de unge kvinders liv,” fortæller Morten efter hjemkomsten. ”I begyndelsen mødte deltagerne op, forskræmte og beskidte med deres børn, hvoraf mange var fejlernærede”, beretter Esperance, der er psykolog i projektet. Men allerede efter kort tid har de unge kvinder genvundet selvtilliden og børnene er i bedre ernæringsmæssig stand. Så det bliver fantastisk at se, hvor langt vi kan nå på de tre år, projektet varer! Her bliver der for alvor sat skub på undervisning i bl.a. ernæring, barnepleje, familieplanlægning og kvinders rettigheder.
I Burundi blev batwa-aktiviteterne tilset, og trods manglende regn til markerne er man nået langt med aktiviteterne ved både Rubura og Musema. Regntiden var desværre forsinket 3-4 uger, og derfor er man bagud med markarbejdet, og det kan betyde problemer for fødesvaresikkerheden senere på året. Mange i de fire landsbyer har nu fået tag over hovedet, har dyr i husholdningen og børnene kommer i skole. Der er dog fortsat behov for hjælp og støtte, så de sidste kan få tag over hovedet og de kan blive endnu dygtigere til landbrug og andre indtægtsskabende muligheder.
I Rubura kunne Morten også deltage i og sende hilsener på en evangelisationskampagne på det lokale stadion, hvor ca. 2.500 mennesker var forsamlet for at udbrede Ordet. Inden hjemrejse blev det til gode møder med ledelsen i både baptistkirken i Burundi og vores anden samarbejdspartner Dutabarane, der alle sender hilsener til os.