Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Religiøse ledere i nyt netværk

Religiøse ledere i nyt netværk

Ledere for de største kristne kirker i Danmark, Mosaisk Trossamfund og repræsentanter for de moderate muslimer i Danmark har dannet et nyt netværk, kaldet Religion og Samfund, ReSam. Initiativtager er den kristne forretningsmand Jeppe Hedaa, som først gjorde sig bemærket i forbindelse med imam-lovgivningen i 2016.
Hedaa havde torsdag 14. september samlet det religiøse forum for første gang, og der var bred tilslutning fra den godt 20 personer store forsamling til at formalisere samarbejdet.
Religion og Samfund er en tretrins ”raket”: Jeppe Hedaa og hans kone Jane er indstillet på at skyde ti mio. kr. i projektet, der har til formål at påvirke politikerne. Det skal ske ved at skabe en ny tænketank, som skal samle seriøs forskning og formidle det til de religiøse ledere, der dermed får de nyeste, saglige argumenter af højeste kvalitet, som kan bruges i den politiske debat.
Fire gange om året vil de religiøse ledere samles for at netværke, og én gang om året vil Hedaa sammen med Tænketanken ReSam indbyde til en topkonference, som kun vil være for den øverste leder i såvel religiøse samfund som politiske partier. Hertil skal hentes relevante talere fra verden, som ved, hvad de taler om, og som kan formidle det på 20 minutter. Formen er inspireret af det, der hedder TED-talks, der kan findes på Youtube.
“Jeg tror på, at dette initiativ er præcis, hvad vi har brug for i Danmark lige nu. Vi oplever blandt lovgivere og embedsmænd en uvidenhed om det religiøse og en frygt for al religion. Det kalder på et tværreligiøst fællesskab af moderate kræfter, som kan give letforståelige men veldokumenterede argumenter til politikere og presse. Jeppe Hedaa er en visionær erhvervsmand, som er villig til at investere noget af sin rigdom til fælles bedste. Jeg glæder mig over, at BaptistKirken er inviteret med ind i dette forum. Det bliver spændende at se, hvad det kan føre med sig, men jeg har store forventninger”, siger Lone Møller-Hansen, generalsekretær for BaptistKirken.