Sommerstævne ’23 – det er nu, vi bliver ”Sendt…”!
12/07/2023
På søndag den 16. juli begynder Sommerstævne ’23 på Lindenborg Efterskole. Overskriften er ”Sendt…”. De første 831, der vil sendes, er allerede tilmeldt og flere er på vej. Vi åbner med en fest kl. 11.00 på Store Scene i hallen. Børn, unge og gamle i glæde og sang, fællesskab og tilbedelse. Søndagens program fortsætter kl. 15.30 hvor Arina Mais ”sprøde og fyldige vokal” smører trommehinderne, inden vi igen fejrer fællesskabet til aftenmøde med Michael Frost. Dagkort sælges i Informationen til kun 125 kr.
Resten af ugen glæder de mindste sig til at mødes på KIDZ. De større børn og teenagere fester igennem på BEAT og URBAN, mens de unge voksne finder sammen i SOUL-teltet med egen café og en stribe spændende oplæg målrettet aldersgruppen.
BASE er for alle! Det er her vi mødes til formiddagsundervisning og seminar om kirkeplantning med John McGinley, eftermiddagsseminarer om forfulgte kristne, troen i hverdagen, grøn kirke og byens lykke. I år er der også fokus på familien – det er naturligt, når en tredjedel af deltagerne er børn og teenagere.
For mange slutter aftenerne på Grønningen med levende musik og hyggeligt samvær.
Kig forbi Lindenborg – køb et dagkort i Informationen og bliv en del af fællesskabet.
Find alle detaljer om Sommerstævne ’23 på https://www.sommerstaevnet.dk/.
Sommerstævne ’23 arrangeres af Baptistkirken i Danmark (BiD), Evangelisk Frikirke Danmark (EFD), Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU) og Evangelisk Frikirkes Børn og Unge (EFBU).