Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Til årsmøde med valg til ny formand

08/05/2019

Danske Kirkers Råd mødes på lørdag til årsmøde i København. Forud for mødet er der udsendt en omfangsrig og flot årsberetning. Titlen på den er Identitet & inspiration. Det afspejler det spændingsfelt, som arbejdet i DKR befinder sig i – nemlig mellem identiteten for det enkelte kirkesamfund og så den gensidige inspiration, som vi kan finde i samarbejdet på tværs af vores forskellige traditioner.
Biskop Henrik Stubkjær, der er DKRs formand, sammenfatter sin beretning sådan: ”Vores vigtigste opgave i årene frem over er at fastholde håbet og Helligåndens kraft midt i kampen for gensidig værdighed og fælles teologiske samtaler; en lovgivning som fortsat sikrer religionsfrihed og sikrer kristne værdiers legitimitet; samt en bæredygtig udvikling af vores samfund og kirkernes rolle som frontkæmpere i klimakampen”.
Mads Christoffersen, generalsekretæren i DKR, skriver om det daglige arbejde, herunder om Himmelske Dage – de kirkedage, der finder sted sidst i maj måned: ”Vi er kommet til et tidspunkt, hvor vi oplever en helt anderledes bred tilslutning til Danske Kirkedage end tidligere. Derfor er det også tid til at se på, om vi kan finde en måde at planlægge Kirkedagene på, der kan skabe bedre kontinuitet og måske endda have glæde af Danske Kirkedage lidt oftere”. På sekretariatet arbejder Mia Toldam med Grøn Kirke, og herom findes der også en beretning, der udfordrer alle vores menigheder til at arbejde klimavenligt.
Når årsmødet kommer til valget af formand, har Henrik Stubkjær meddelt på forhånd, at han må se sig afløst pga. et stort internationalt engagement ud over at være biskop i Viborg stift. Fra forretningsudvalget er der lagt op til, at hans afløser bliver biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde stift.
Du kan læse den omtalte årsberetning og se dens mange flotte illustrationer ved at klikke her.