Travlhed i Rwanda og Burundi
03/10/2018
I den kommende tid kommer der masser af gæster fra Danmark til Rwanda og Burundi. Søndag morgen rejser formand Per Beck og missionssekretær Morten Kofoed til Rwanda og Burundi. Under turen mødes de med baptistkirken i Rwanda – AEBR – der har fået ny generalsekretær tidligere i år. Derudover er der samvær med familien Mortensen, der nu har været i Rwanda i små tre måneder. I Rwanda befinder sig også vores praktikant fra 3K-uddannelsen, Cecilie Mølbæk og de to nye ungdomsledere – Louise Hentze Jørgensen og Rebecca Krabbe, der landede tirsdag i denne uge.
Efter partner- og projektmøder og projektbesøg går turen lørdag videre til Burundi, hvor Rubura bliver basen i en uges tid. Her er der flere projektbesøg og møder i vente med baptistkirken i Burundi og Dutabarane – vores anden partner i Burundi – ligesom arbejdet med vandprojektet er så langt, at det skal indvies fredag 19. oktober. I den forbindelse kommer der repræsentanter fra Rotary i Danmark. Også et team fra Roskilde Baptistkirke er at finde i Rubura i uge 42, hvor Jakob Vagner og Jan Haslund-Thomsen m.fl. bl.a. vil undervise på præsteskolen. På samme tid vil Lars Midtgaard fra Bethelkirken i Allborg og Klaus Munch besøge Rwanda for at deltage i opstarten af et nyt Timotheus-ledertræningsprojekt i det vestlige Rwanda. Det er også i uge 42, at Ditte Skårhøj og Steffen Bolvig fra Yego Teamet besøger Rwanda. Og sidst men ikke mindst har Kvindenetværket fra den 11.-21. oktober en tur med 14 deltagere i Rwanda med en enkelt afstikker til Burundi. Tag alle disse mange mennesker og vores søstre og brødre med i jeres forbøn.