Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Værktøjskassen

Læs mere om værktøjskassen

Det bedste sted at finde oplysninger, materialer og ressourcer relevant for ansatte og frivillige.

Værktøjskassen indeholder masser af informationer som menighedsråd, kasserere, baptister i almindelighed, nysgerrige, andre kristne eller måske bare du kan bruge til noget fornuftigt.

Der er intet skjult for den almindelige læser om BaptistKirkens liv og lære, økonomiske forhold eller forhold i øvrigt.

Synes du alligevel, der mangler noget er du altid meget velkommen til at kontakte BaptistKirken.


Søg

Menighedsforsendelse 10. december 2025

Nyt fra ledelsen, læredag, personaleudvalg, nyt fra Kirkeministeriet og om effekter fra Karmelkirken

Kære menigheder

Nyt fra BaptistKirkens ledelse

Ledelsen er i fuld gang med at føre de første punkter i procesplanen, der blev fremlagt på landskonferencen i september, ud i livet. Der har været afholdt møde om ordination og akkreditering, og der arbejdes på at nedsætte et udvalg, der skal udarbejde oplæg til ny bidragsmodel, ligesom lanceringen af Acts2Movement-initiativet forberedes.
Ledelsen er blevet reduceret, da Ulrick Refsager Dam har valgt at trække sig.

Læredag i Baptistkirken i Danmark

Vi minder om, at BaptistKirken inviterer til læredag lørdag den 31. januar 2026 om kirkens møde med LGBT+ personer. Kom og lyt til oplæg af Johannes Hansen og Jørgen Thaarup og oplæg fra baptister og deltag i den efterfølgende samtale. Læs mere i invitationen her.
Vil du holde et oplæg, skal titel og ca. 5 linjer om indholdet sendes til info@baptistkirken.dk senest 15. december.
Læredagen holdes i Korskirken, Herlev Hovedgade 42, 2730 Herlev fra 10.30 til 17.30. Der er ankomst og kaffe fra kl. 10.00. Deltagelse koster 150 kr. til dækning af forplejning.
Alle, der er interesserede i at deltage i dagen, er hjerteligt velkomne. Tilmelding på info@baptistkirken.dk senest 18. januar.

BaptistKirkens personaleudvalg skal have forstærkning

Der har været holdt møde i BaptistKirkens personaleudvalg, hvor Erik Nielsen efter mange års tro tjeneste valgte at trække sig.
Derfor har vi brug for en ny person, der har erfaring med ansættelser, afskedigelser og HR-processer – eller en juridisk baggrund – som vil kunne hjælpe menigheder og præster, når der skal ansættes eller afskediges medarbejdere.
Det er en afgrænset opgave – men den er vigtig for vores fællesskab!
Vi har brug for hjælp til at finde den rette person. Er det én fra din menighed? Så spørg dem og skriv til info@baptistkirken.dk. Vil du høre mere om opgaven, kan du kontakte Bodil Højbak Møller eller Hans Ullemose.

Gudstjenestetider

I næste uge udsendes årets sidste nyhedsbrev. Information om julen og nytårets anledninger skal sendes til info@baptistkirken.dk senest på mandag d. 15. december, så jeg kan nå at få dem med i gudstjenestelisterne.

Nyt fra Kirkeministeriet

Det årlige informationsmøde om Trossamfundsregistret blev holdt i går aftes.
De går i gang med stikprøvekontrol af 2023-regnskaber efter nytår – 20 % af regnskaberne kontrolleres. En fejl, de ofte finder i regnskaberne, er vedr. indsamlede kollekter, der sendes videre til andre formål. De må ikke stå under ’andre indtægter’ men skal stå sammen med donationer til menigheden.
Trossamfundsloven er blevet revideret i år, og derfor træder lidt ændringer i kraft til nytår.
Der kan bl.a. nævnes, at fristen for indberetning af regnskab udskydes til 31. august; der kan stilles krav om ekstern revisor ved gentagne fejl i årsregnskaber; og kursuskravet for vielsesforrettere ændres, så man i stedet for at deltage i et kursus kan tage en prøve. Prøven er endnu ikke faldet på plads.
Alle menigheder i Trossamfundsregistret vil modtage PP-præsentationen fra mødet. Giver den anledning til spørgsmål, er I velkomne til at kontakte mig.

Nye satser i 2026

I 2026 vil det maksimale fradrag for gaver (LL § 8A) være 20.000 kr. (en stigning fra 19.000 kr. i 2025
Ansatte med fri telefon/internet skal i 2026 beskattes af 3.500 kr. (3.300 kr. i 2025)
Kørselssatserne stiger en smule, den høje sats til 3,94 kr. og den lave til 2,28 kr./km. (3,81 kr. / 2,23 kr. i 2025)

Effekter fra Karmelkirken

I forbindelse med salg af Karmelkirken er der nogle effekter til rådighed til brug i andre baptistmenigheder.
Det drejes sig om:
– kirkens orgel
– nadversættet
– ca. 40 salmebøger – brugte, men af pæn kvalitet
Hvis menigheder er interesseret i at overtage effekter, bedes man kontakte Donald Dahl Larsen ddl@stofanet.dk – tlf. 29325764. Se billeder her.
Til brug i menigheder kan effekter afhentes mod at sørge for transporten.
Tingene kan afhentes umiddelbart efter afslutningsgudstjenesten den 4. januar 2026.

Læs også dagens nyhedsbrev.

Mange hilsner
Gitte Elleby