Vellykket præstemøde
29/05/2019
23 baptistpræster var mødt op til præstemødet mandag i Købnerkirken, som var trådt i stedet for det årlige præstekonvent. De i alt 23 præster er stort set, hvad der er ansat i de ”danske” menigheder plus de internationale menigheder i København og Aalborg. Desværre var der ingen af migrant-præsterne, der havde mulighed for at deltage.
Formålet med dagen var at drøfte roller og relationer i forhold til BaptistKirken og i forhold til hinanden.
”Det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er det store sammenhold imellem os som præster i BaptistKirken. Måske det også afspejler, at menighederne er kommet på afstand af hinanden. Vi relaterer mest til vores lokalområde, føler mest ansvar for vores egen menighed og har netværk andre steder end med de andre baptistpræster. Det fortalte en trivselsundersøgelse blandt præsterne fra 2015,” siger generalsekretær Lone Møller-Hansen. Men hun er optimistisk efter mandagens samtale, som var ledt af David Viftrup, som er daglig leder i Aarhus Valgmenighed.
”Jeg synes, vi startede meget forsigtigt og uden de store forventninger. Men vi sluttede med at give hinanden nik på, at vi mødes igen – alle sammen – den 28. oktober – igen i Købnerkirken, som var en fremragende vært.”
Læs en artikel fra dagen her.