Besøg af borgmesteren!
14/06/2023
Lise Emming Weber-Hansen, BaptistKirkens udsendte til Afrika, skriver fra Burundi: ”Torsdag havde vi fint besøg med ud til de to Batwa-landsbyer ved Rubura. Vi havde inviteret borgmesteren (i hvid polo-shirt på billedet) med ud og se, hvad der arbejdes med i projekterne, hvilke fremskridt der er sket siden projektets start, men også for at tale om de udfordringer, der stadig er. Vi oplevede en meget lydhør borgmester, som så huse, kaniner, grise, marker osv. Han roste batwa’erne for, hvor pæne de så ud og for hvor godt de klarer sig, selvom der stadig er udfordringer. ”I har et godt ry i området”, sagde han blandt andet. ”I stjæler ikke, og man kan se, at I arbejder for at klare jer selv”.
Han roste tiltaget med kaniner meget. Det er også med i regeringens strategi, at alle husholdninger skal have egne kaniner til mad og til at give gødning til markerne. Derfor lovede han, at alle familier vil få to kaniner af myndighederne. Så nu håber vi, at han holder ord, for det vil gøre en stor forskel for familierne at få et par kaniner at starte op med. Ellers skulle de vente på at få dem tildelt efter solidaritetsprincippet, efterhånden som der kommer unger ved de få hold, de har nu.
Borgmesteren lyttede også til talsmanden for Batwa i kommunen, som fremførte sager, hvor de har mistet deres jord, fordi nogle stadig betragter dem som ’ikke-mennesker’. Her inviterede han talsmanden til at komme til møde på kommunen mandag, hvor blandt andet ministeren for solidaritet ville være til stede, så det kan tages op på et højere plan.
En anden bonus ved at være med ude og se projekterne er, at borgmesteren nu kan tage dem med i rapporterne til regeringen om, hvordan man arbejder med fattige og udsatte i hans kommune.”