Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Brænder du for Grøn Kirke?

31/05/2017

Spejderkorpset og ledelsen i BaptistKirken er blevet enige om at gøre en indsats, for at også baptistkirker kan blive grønne kirker.
”Lige netop i år er det logisk, at vi gør en ekstra indsats. I anledning af reformations-markeringen har Grøn Kirke, som er et projekt under Danske Kirkers Råd, opfordret til at alle kirker planter et træ, gerne et æbletræ – og samtidig plantes der træer i Myanmar/Burma,” fortæller Lone Møller-Hansen. BaptistKirken har netop underskrevet en ny samarbejdsaftale med Myanmar Baptist Convention og der er al mulig grund til at plante træer, bl.a. i Chin-staten, hvor der er megen erosion.
Årsagen til, at det netop er æbletræer, er, at det siges, at Martin Luther skulle have sagt, at hvis han vidste, at verden skulle gå under i morgen, ville han plante et æbletræ i dag.
Der er i dag 183 grønne kirker i Danmark, og ingen af dem er en baptistkirke.
Hvis du brænder for, at vi skal være mere grønne, så henvend dig til Lone Møller-Hansen på 2347 4015 eller lone@baptistkirken.dk. Hensigten er at nedsætte et udvalg sammen med spejderkorpset, som kan inspirere baptisterne til at blive mere grønne.
Læs mere om Grøn Kirke her: http://www.gronkirke.dk.