Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Drive-in risengrød

25/11/2020

Baptistkirken Bornholm er sammen med andre frikirker i Rønne og Rønne Handelsstandsforening værter for et Corona-innovativt arrangement torsdag d. 26. november. Egentlig var det planlagt, at kirkerne og Handelsstandsforeningen for første gang skulle samarbejde om flere arrangementer i løbet af advent, bl.a. et Luciaoptog med hjælp fra lokale skoler. Det gik i vasken pga Corona-restriktionerne.
I stedet opfandt de ”Drive-in risengrød”. Tanken er, at biler med børn, forældre og andre kommer kørende til Sydhavnen i Rønne, hvor trafikken ikke bliver synderligt generende. Her får de ind ad bilruden en godtepose til hvert barn og en julequiz, som kan løses undervejs. Den kræver, at man går ind på frikirkernes og Handelsstandsforeningens hjemmesider og kommer ind forbi torvet for at aflevere quiz’en. Imens kan de høre livemusik og oplæsning af juleevangeliet, som sendes på Facebook fra en af frikirkerne.
Efter snirklede veje ca. en kilometer når man frem til tre uddelingssteder for risengrød med sukker og kanel. Der er bestilt 1000 portioner grød, og dét, der ikke uddeles dér, bliver omdelt på byens plejehjem.
Eneste mangel kan være, at der ikke følger våde klude til aftørring af bilens indre med…