Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Elisabeth Kyrø in memoriam

19/06/2024

Elisabeth Kyrø-Rasmussen døde onsdag 12. juni, hvor hun sov stille ind på Omsorgscenteret Enggården i Dragør. Hun blev 100 år. I 1951 blev hun gift med Kjell Kyrø-Rasmussen, og sammen var de præstepar i 33 år i fire menigheder – i Immanuelskirken i Aarhus, Fredskirken på Frederiksberg, Købnerkirken på Amager og i Tølløse menighed. Kort efter Kjell Kyrø gik på pension, døde han pludseligt en forårsdag i 1986. Elisabeth var således enke i knapt 40 år, hvor hun stadig tilhørte Tølløse menighed, og hvor hun var den første, der blev optaget ved overført medlemskab.
I alle menighederne tjente de sammen. Ud over sit eget engagement i arbejdsgrenene stod Elisabeth altid ved Kjells side – med et åbent præstehjem, på besøg i hjemmene og altid i kirkedøren for at hilse på efter gudstjenesterne. Hun var født Bjerno i et metodistisk præstehjem, hvorfra hun kendte betydningen af alt dette. Hendes evner var mange, og hendes glæde var smittende. Elisabeth fulgte ivrigt menighedens virke, og hun fyldte ofte sin plads i kirken, mens kræfterne slog til. Hun vil blive begravet fra Tølløse Baptistkirke torsdag 20. juni kl. 13.00, hvorefter der bliver mindesamvær i kirkens café.