En travl uge i Burundi
06/10/2021
På en varm eftermiddag den 27. september kunne Lise og Jep, BaptistKirkens udsendte til Burundi, tage imod Morten Kofoed og Ole Lundegaard i lufthavnen i Bujumbura. Efter et velkomstmøde med Burundis Baptistkirkes generalsekretær Jean Jacques Masabo ventede en god nats søvn, inden de tirsdag formiddag satte kursen mod Rubura.
Tirsdag og onsdag var travle dage med besøg ved Batwa tæt på Rubura og en hel dag i Musema med både besøg ved det Batwaprojekt, som Korskirken støtter samt møder med præst og projektledere.
Torsdag og fredag underviste Ole på præsteskolen i Rubura, og Morten og Lise var torsdag på projektbesøg i Dukore 2. En stor oplevelse, hvor de fik lov at høre, hvor stor forskel vores projekter gør for dem, der er med. Især fremhævede kvinderne spare-lånegrupperne, som en mulighed for at lave små investeringer for at forbedre deres egne levevilkår. En ung mor (se billedet) fortalte meget levende, at hun havde købt fire gode læggehøner, og at hun på kort tid havde betalt lånet tilbage ved at sælge æggene. Nu har hun så en lille indtægt, der kan bruges til skolematerialer, sæbe, bind mm.
Fredag fortsatte Morten og Lise ’ud i felten’ sammen med Julien fra børneprojektet for at besøge fire kirker. Det blev en særdeles spændende dag på flere måder. Undervejs punkterede bilen to gange og de løb tør for reservehjul. Så der blev ringet efter motorcykler, som de hoppede bagpå, og så gik det over stok og sten og de nåede to besøg, inden de kunne mødes med Jep og Ole i Bujumbura sidst på dagen.
Søndag var de alle til gudstjeneste i Kamenge, hvor Ole var inviteret til at prædike. En festlig formiddag med masser af sang og musik. Søndag eftermiddag kørte Lise og Jep hjem til Rubura, og Morten og Ole rejste mandag videre til Rwanda.