Familien Mortensen i Rwanda
25/03/2020
Jonas Norgaard Mortensen og hans familie befinder sig fortsat i Rwanda. De har det alle efter omstændighederne godt og har isoleret sig i deres hjem med hjemmeskoling og hjemmearbejde. Rwanda har indtil nu konstateret 40 tilfælde af Corona og har lavet en nedlukning, der minder meget om det, vi i disse uger oplever i Danmark. De fleste inficerede har været ude at rejse, så med disse tiltag håber man at kunne stoppe epidemien, inden den kommer i gang. Alle offentlige kontorer er lukket og ansatte skal arbejde hjemmefra. Unødig færdsel og trafik er forbudt, men fødevarebutikker og markeder, der sælger mad, er fortsat åbne. Alle fly ind og ud af landet er stoppet den kommende måned. Fra BaptistKirkens side følger vi situationen tæt og vurderer i samråd med familien, hvad der er det bedste. Indtil videre er det altså, at familien bliver i Rwanda. Men som Jonas fortæller: ”Situationen ændrer sig hver dag, så vi må tage en dag ad gangen og se hvordan det udvikler sig.”
Jonas fortæller videre: ”Opbakningen og omsorgen betyder meget, når vi som familie står i en tiltagende uvis og usikker situation. Vi håber og beder til, at vi kan blive og fortsætte arbejdet, skolen og livet. Ønsket om alt godt for alle!”
Så husk vores udsendte i jeres forbøn sammen med resten af befolkningerne i både Rwanda og Burundi.