Folkekirken og Metodistkirken fejrer aftale
24/01/2018
”Én tro, én dåb, én nåde.”
Sådan lyder titlen på aftaleteksten til den første bilaterale aftale på nationalt plan for både Den danske Folkekirke og Metodistkirken i Danmark.
Med denne aftale om bekræftelse af kirkefællesskab anerkender kirkerne hinanden som ligeværdige kirker, herunder anerkendelse af hinandens dåb, nadver og embede, og kirkerne bekræfter, at man kan holde gudstjeneste sammen. Desuden skal man ikke ordineres på ny, hvis man som præst ønsker at skifte embede fra den ene kirke til den anden.
Aftalen og fællesskabet bliver fejret ved to gudstjenestelige markeringer i henholdsvis Strandby Metodistkirke 4. marts 2018 kl. 10.00 og Københavns Domkirke 11. marts 2018 kl. 10.00. Alle er velkomne.