Hvad skal BaptistKirken gøre ved manglen på præster?
16/11/2022
10 danske baptistmenigheder har ingen præst og indenfor få år går seks præster på pension. BaptistKirkens ledelse spørger nu menighederne, hvad de kan gøre ved det. I første omgang med et spørgeskema og to temadage til marts måned.
Det står klart, at det skal være mere attraktivt at være præst i en dansk baptistmenighed. Der skal gerne være flere unge, der får lyst til at blive præster og derfor skal præsterne være mere synlige i forhold til de unge. Og så skal der måske laves en overbygning på BASIS.
Der er nok at tage fat på, både for ledelsen i de danske baptistmenigheder og i BaptistKirken.
I dag sendes et spørgeskema ud til alle baptistmenighederne – især møntet på de danske menigheder, både dem, der ikke har nogen præst, og dem, der kan se frem til at skal have en ny præst indenfor en overskuelig årrække.
Spørgeskemaet er en optakt til de temadage, som BaptistKirken afholder 18. og 25. marts 2023 i henholdsvis Vaarst og Roskilde. De er primært henvendt til menighedsråd og ledere i de danske baptistmenigheder.
Læs tre artikler på baptist.dk, som er blevet til i en samtale med Ole Lundegaard og Lasse Åbom, to nøglepersoner for undervisning i BaptistKirken; Hvad skal BaptistKirken gøre ved manglen på præster? – Vi skal fortælle den gode historie og Second Career er en løsning.