KIT på den rigtige side af knivsæggen
31/05/2017
Ved repræsentantskabsmødet i Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) afslørede lederen Hans Henrik Lund, at KIT de næste tre år er på finansloven. Det skulle umiddelbart være godt, men det har ikke været uproblematisk at finde ud af, hvad de tre mio. kr., der er bevilliget til drift de næste tre år, må bruges til. Det bliver formentlig au-pair-ordningen og mødesteder for flygtninge og nydanskere.
Samtidig er det lykkedes KIT at få store beløb fra flere fonde til forskellige projekter, bl.a. har Lego givet i alt over en mio. kr. og også Grundfos, Trygfonden og den Obelske Fond er gavmilde givere til specifikke projekter.
Alle udgifter til løn til de pt. 10 ansatte skal skaffes hos enten staten eller fonde. Ud af en omsætning på over 10 mio. kr. betaler kirkerne kun 152.000 kr. Økonomien er trods alt i bedring, fordi de ansatte er dygtige til at skrive ansøgninger. Men KIT har siden begyndelsen i 2003 altid bevæget sig på en knivsæg, fordi eventuelt overskud på projekter skal betales tilbage. KIT har således kun en egenkapital på 232.000 kr.
”En organisation som KIT kan kun overleve i den udstrækning, der er behov for os. Vi ønsker at være i tæt samarbejde med lokale menigheder og organisationer. Vi får løbende smidt nye udfordringer i hovedet, f.eks. voldsramte kvinder og nye flygtningesituationer. Som organisation er vi nødt til at være omstillingsparat for at imødekomme de nye udfordringer,” slutter Hans Henrik Lund, leder af KIT, sin årsberetning.
Jan Johannsen fra Roskilde er BaptistKirkens repræsentant i KITs bestyrelse.