Ny medarbejder
28/02/2018
Fra sommeren 2018 er Jonas Norgaard Mortensen ansat som ny udsendt til Rwanda. Jonas er gift med Hanne og sammen har de tre børn i alderen 6 til 16 år. Jonas, der har en frikirkelig baggrund og er forfatter til flere bøger om menneskesyn og velfærd, kommer fra en stilling som administrerende direktør i et psykolog- og konsulentfirma. Jonas har derudover erfaring som kommunikationschef fra KRIFA og Dansk Ungdoms Fællesråd samt boede og arbejdede i Mellemøsten for Danmission i 2010-2012 under det arabiske forår. Jonas besøgte sammen med familien Rwanda og Burundi i en måned for tre år siden, så de er alle bekendte med både lande og partnere.
”Det er meget glædeligt, at vi har kunne tiltrække og ansætte en så stor kapacitet i vores kirkesamfund”, siger formand Per Beck og fortsætter: ”Vi fandt, at Jonas – og familien – har mange kvalifikationer og forståelse for det arbejde, vi laver, og er overbevist om, at de vil blive en gevinst for BaptistKirken og vores partnere! Tag godt imod dem!”
Jonas siger selv: ”Jeg og min familie glæder os til at blive en del af BaptistKirkens arbejde! Vi har selv haft lejlighed til at besøge landene, se nogle af projekterne og ikke mindst møde nogle af de dejlige mennesker i Burundi og Rwanda. Vi går ind i den her tjeneste som familie og ser det som både en stor gave og opgave.”
Ansættelsen er to-årig og er støttet af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Man kan møde Jonas på temadagen i Aarhus 7. april og igen på Lindenborg til sommerens stævne.