Nye projekter i Burundi og DR Congo
04/01/2017
Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) har bevilliget to projekter til Baptistkirken i Danmark og vores partnere i Burundi. Det drejer sig om to projekter, der kombinerer fødevaresikkerhed/landbrug med spare- og lånegrupper efter den såkaldte RIPAT-metode, som vi tidligere har haft gode erfaringer med. Begge projekterne foregår i Kayanza i det nordlige Burundi. Projekterne åbner for et tættere samarbejde mellem vores to partnere i Burundi – Baptistkirken, UEBB, og kirkenetværket Dutabarane. Det er for så vidt to selvstændige projekter men med fælles ansatte og fælles aktiviteter blot i forskellige kommuner.
”Begge vores partnere har udtrykt ønske om at arbejde mere med fødevaresikkerhed, da de til stadighed oplever, at dele af Burundis fattige landbefolkning henover året sulter”, fortæller missionssekretær Morten Kofoed, og fortsætter: ”Nu kan vi i fællesskab gøre noget ved det, og det gennem metoder, vi i forvejen har gjort os gode erfaringer med”.
Der er bevilliget i alt 1,3 mio. kr. fra DMRU, og vi har også fået yderligere 150.000 kr. fra en privat fond. Projekterne begynder med det samme og løber i to år.
DMRU har også bevilliget 67.800 kr. til en mindre aktivitet tæt på Kinshasa i DR Congo. Det er folk fra Holbæk, der samarbejder med en lille lokal organisation, Bondeko DRC, bl.a. om at støtte børn med skolepenge. Aktiviteten skal opbygge kapacitet i spare- og lånegrupper samt støtte etablering af omsorgsgrupper for de deltagende børn, så skolegang fortsat kan sikres. Grundet den spændte politiske situation i DR Congo er det dog usikkert, hvornår aktiviteten kan begynde.