Nyt præstepar til Brande Baptistmenighed
29/11/2023
Menighedsrådet i Brande Baptistmenighed fortæller:
”Efter mange år uden fast tilknyttet præst er det med glæde og forventning samt taknemmelighed, at vi fra 1. december 2023 har kaldet Anne-Marie Winther og Søren Jonasen som præstepar i 50% ansættelse. Vi har som menighed i flere år søgt og bedt om, at vi kunne finde et præstepar til at gøre tjeneste i menigheden. Derfor er glæden endnu større, da vi i løbet af sommeren og efteråret oplevede at tingene faldt til rette, så Anne-Marie og Søren sagde ja til præstekaldet. Vi tror, at det vil blive til velsignelse for menighedens virke i fremtiden.
Samtidig er vi taknemmelige for den meget store indsats, som Erland Grarup har ydet som leder igennem mange år.
Søndag 28. januar kl. 14 bliver der festgudstjeneste, hvor vi særligt vil byde Anne-Marie og Søren velkommen. Vi håber, at mange vil være med til at fejre denne dag.”